top of page
  • Forfatters billedeJannik Landt Fogt

Hvorfor du skal se og læse Watchmen

Opdateret: 6. dec. 2019



TIMES kårede i 2005 Watchmen som en af de bedste engelsk sprogede romaner. I 2009 blev den filmatiseret. Nu er fortsættelsen her. Læs med herunder, så du starter det rigtige sted. Der er ingen spoilers i artiklen.



Watchmen (Tegneserie fra 1985)


I 2005 udgiver Time Magazine en liste over de 100 bedste engelsk sproget romaner siden 1923. Fra 1923 fordi, at dette var året Time Magazine blev trykt for første gang.


På listen over de bedste romaner er en tegneserie, eller en graphic novel, som folk også kalder dem.

Tegneserien hedder Watchmen, er udgivet som issues henover 85 og 86, og samlet i en ordentlig Trade Paperback i 87.

Den er skrevet af Alan Moore (V for Vendetta og From Hell), og tegnet af Dave Gibbons.


Tegneserien er en kompleks sag.

  • Den er en dekonstruktion af superheltegenren, komplet med nihilistiske superhelte og et grå tonet moralsk kompas, der gør læseren i tvivl om, hvem der er helte, og hvem der er skurke.

  • Den er en tidsbeskrivelse af efterkrigstiden op til og med koldkrigsperioden; dommedagsfornemmelsen og frygten for en atomkrig er smurt tykt ud på siderne.

  • Den er ikke kronologisk fortalt. Og Allan Moore anvender massive mængder af flashbacks, historier-i-historien og endda fiktive avisartikler, essays og andre litterære formater, for at give historien kød og dybde.

  • Den berører emner som selvtægt, kærlighed, moralske dilemmaer og personlig udvikling fra flere vinkler, og dette PoW-greb gør fortællingen vibrerende og flertydig.

Alle fire ovenstående punkter er pakket ind i et pisse stærkt noir-agtigt plot, hvor et mord skal opklares.


Jeg har læst den tre gange, så jeg er ved at være i mål: Alan Moore er flere steder blevet citeret for, at tegneserien er designet til at blive læst en fire-fem gange. Pointen er, at hver gang jeg kommer tilbage til den, opdager jeg nye detaljer og sammenhænge.


Hvis man primært har læst tegneserier der er udgivet inden for de sidste 20 år, kan tegningerne i Watchmen godt virke lidt fade og stive i det, men kompositionerne holder stadig, og farvelægningen er 80’er-agtig men stadig fed.


Handlingen er kort sagt:

At superhelte opstod i Amerika i 1930erne. Det første samlede hold hedder the Minutemen der var aktive fra 30 og op igennem 40erne. I 70erne tager et nyt hold over, og disse hedder The Crimebusters, men refereres også som The Watchmen. Det er Watchmen der er tegneseriens hovedpersoner. Historien starter i 1985 hvor helten The Comedian bliver dræbt. Forinden, i 1977 er der blevet vedtaget en lov (The Keene Act), der gør det ulovligt at være en maskeklædt selvægtsmand, hvorfor the watchmen er gået i opløsning. De fleste har gemt deres kostumer væk og lever ordinære – og kedelige – liv.

Den kompromisløse helt ”Rorschach” operere dog stadig i skyggerne, og han sætter sig for at ville opklare mordet på the Comedian, der er den eneste af heltene der både var med i Minutemen og i The Watchmen. Rorschachs afsløringer sender læseren på en tidsrejse tilbage til de første maskeklædte helte, og undervejs afsløres tragiske sammenhænge og skjulte hemmeligheder om heltene selv, deres indbyrdes relationer og deres indflydelse på verdenshistorien.

Plottet har et overraskende tvist, men det bedste er faktisk ikke plottet; det er alle de sideløbende historier som Allan Moore formår at fortælle undervejs.

Tegneserien er til tider en lille smule dialogtung, og det er i mine øjne dens eneste svaghed. Jeg vil på det kraftigste anbefale alle, der synes om superhelte, at læse den.

Tegneserien kan sikkert købes hos din lokale tegneseriepusher, eller hos Fantask og Faraos Cigarer.


Watchmen (Film fra 2009)

Filmen Watchmen af Zack Snyder (Justice League, 300) følger plottet fra tegneserien til punkt og prikke. Den er 2½ time lang og har et visuelt udtryk jeg ikke har set magen til mange andre steder. I action scenerne anvendes slow-to-fast-motion effekter, som man kender det fra 300, og det giver scenerne et kraftfuldt udtryk. Dialogerne er skraldet lidt ned i forhold til tegneserien, men uden meningen går tabt. Dommedagsstemningen fra tegneserien er intakt, og heltene fremgår om muligt endnu mere nihilistiske på film end i tegneserien.

Den er en smule langsommere fortalt end andre superhelte film, og den vægter moralske dilemmaer højere end meningsløse ultravoldelige action scener.

Modsat tegneserien, kan jeg ikke huske hvor mange gange jeg har set den, men det er langt over tre.

Filmen kan streames på HBO Nordic (og sikkert også andre steder.)




Watchmen (Tv-Serie fra 2019)

HBO sparkede deres take på Watchmen universet i gang for blot to måneder siden. I skrivende stund er det seneste afsnit nummer 7 ud af 9. Serien ligger i forlængelse af filmen og tegneserien, og du må ikke…. Du må virkelig ikke gå i gang med at se den, før du som det mindste har set filmen fra 2009.


Damon Lindelof (Lost, The Leftovers) der står bag serien har virkelig lagt sig i selen, for at skabe en serie der kan honorere både Alan Moores oprindelige tegneserie, såvel som Zack Snyders film.


TV serien rammer samme nihilistiske tone, behandler samme emner og har den samme ironi til hele superhelte genren, som de to forgængere. Den har tilmed en lydside, der er noget af det mest originale og medrivende jeg har oplevet (siden Euphoria).


Serien er sat i nutiden, og maskerede superhelte er stadig ulovlige, medmindre de arbejder sammen med politiet. Vi introduceres for de to hovedpersoner, Sister Night og Looking Glass der begge arbejder for politiet i Tulsa, Oklahoma. Som flere byer i de amerikanske sydstater har også Tulsa en blodig historie bag sig. Raceuroligheder og voldsomme overgreb og drab på den sorte befolkning går langt tilbage i tiden, så langt at vi igen kommer tilbage til the Minutemen, og får flere oprindelseshistorier på heltene som vi allerede kender fra filmen og tegneserien. Parallelt med blikket tilbage i tiden, bringes også heltene fra The Watchmen i spil. De er gamle nu, men har stadig kant.

Det er igen et mord der sætter gang i løjerne, og mens det forsøges opklaret, trevler virkeligheden sig op, og blæksprutter fra andre dimensioner flettes sammen med konspirationsteorier og et fordækt white supremecist netværk, hvis medlemmer, af uvisse årsager, bærer samme maske som Rorschach, der var protagonisten i filmen/tegneserien.


Se den, se den, se den! (Men se lige filmen, eller læs tegneserien først!)

Tv serien kan kun streames fra HBO Nordic.


Du skal se og læse Watchmen, fordi (tegneserien, filmen og TV-serien) er super høj kvalitet og tør gå off the beaten track. Det er originale historier med noget på hjerte, og Alan Moores filosofiske og krøllede sind, gennemsyrer alle tre produktioner, omen han kun har været med til at fremstille tegneserien.


Filmen og TV-serien er tro mod deres oprindelige ophav og det mærkes. For tiden laves der så meget ”content” der er udvandede og forpinte udgaver af det oprindelige oplæg

– det er Watchmen ikke et eksempel på.

117 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page