6 stykker tekst fik jeg kværnet igennem i februar. Jeg nåede kun den sidste fordi det er skudår. Det blev til en debutbog om et strømsvigt der får fatale konsekvenser, en tegneserie med filosofiske dimensioner iklædt superskurkekustyme, den Man Booker-nominerede roman "Serotonin", en (alt for) kort novellesamling om tyverier, noget så sjældent som en kort bog af Knausgård, og månedens bedste oplevelse: den svenske og makabre roman "1793".
Læs med herunder.
Christina Lassen-Andersen // Mørkelagt //
Spændingsroman, 379 sider, 2020, Forlaget Fjorden
Netop udgivede Mørkelagt er Christina Lassen-Andersens debutbog. Det er en realistisk spændingsroman der fokuserer på at skildre individer og deres relationer i en verden der er brudt sammen – og det gør bogen godt. I sit fokus på de menneskelige relationer ligger den sig i slipstrømmen på værker som Walking dead af Robert Kirkman (Tv-serie og Tegneserie) The Rain (Dansk tv-serie på Netflix) og De Rensede (Bog af Søren Staal Balslev).
Der er hverken zombier eller virusudbrud i Mørkelagt, der ”blot” låner sin setting fra noget så simpelt som et strømafbrud. I denne realistiske setting skal der ikke mere til, for at bringe menneskets skyggesider frem.
Som læser følger man en række karakterer der hver især prøver at finde ud af, hvad de skal bruge livet på, nu når verden er vendt på hovedet. Nogle forsøger at søge tilbage til familiens skød, mens andre ser det som en mulighed for et nyt liv, men alle prøver de at overleve. Nogle bevarer håbet, og andre stempler ud undervejs – ikke alle frivilligt.
Sproget er minimalistisk og udramatisk og matcher den realistiske setting – derfor overrumpler bogen, når de dramatiske scener udspiller sig. Det giver en følelse af chok, og holder læseren på kanten af stolen.
I en postapokalyptisk og dystopisk bog, ville man gøre mere ud af at beskrive verdenens forfald, men det er ikke et anliggende for Lassen-Andersen. Selvom der er bybrande, harmonikasammenstød, en kollapset Storebæltsbro og masser af vold og overfald, så er den omkringlæggende verden blot en kulisse for karakterernes indre liv. Det er tankerne og de indre kampe der er i fokus i denne fortælling.
Hvis man godt kan lide snigende uhygge og psykologiske spændinger og ikke gider udpenslet vold, så er Mørkelagt en oplagt bog at bruge et par timer på. Selvom jeg er en horror og sci-fi freak og ikke kan få detaljer nok, så påvirkede Mørkelagt mig meget. Især var jeg berørt af historien om den unge utilpassede Diana der må slå sig til tåls med at flygte fra værestedet Ahorngården med den dominerende og voldelige Anders og den konfliktsky Rune. Deres rejse, og deres dysfunktionelle relationer, var noget af det bedste i bogen.
Der er Thumbs up til Lassen-Andersen herfra. Mørkelagt er en stærk debut.
Emil Friis Ernst // Dr. Murder and the Island of Death
Tegneserie, 100 sider, 2019, Backyard Barons
Den mærkværdige, farverige og filosofiske tegneserie fra forlagskollektivet Backyard Barons i lille Danmark er på læberne af folk over hele verden. Ifølge DR er tegneserien forudbestilt i USA, Japan, Frankrig, Tyskland, Irland, England og Holland.
Tegneserien er en hyldest til båndet mellem superskurke og deres ærkefjender superheltene. Det er gennem dette bånd, at temaer som meningen med livet, ambitioner, prioriteringer og identitet bliver slået an.
Historien fortælles gennem øjnene på Dr. Murder, der er en filosofisk anlagt skurk med ondt i livet. Hans ærkefjende er skredet fra ham, hans ubåd er stødt på land, og installationen af hans fusionskerne til hans gigantiske laserkanon, er en smule dyrere end han havde regnet med. Og så er han ovenikøbet blevet inviteret til reunionfest med sine gamle medsammensvorne – en fest der fylder ham med mindreværd og tanker om hans prioriteringer her i livet og tilmed stiller ham over for udfordringen med at lave en voksen-lignende pastasalat med quinoa. What the fuck is Quinoa? Det er livets små og store spørgsmål der præger Dr. Murders inderside, bl.a. i dialogen med skullperson, der har mistet sine ben og derfor har lagt skurkelivet bag sig og fået sig en kone og nogle børn.
"Certainly seems like everything worked out for you in the end," siger skullperson til Dr. murder, mens de kører afsted til festen. Men alt kører jo ikke på skinner for Dr. Murder. Han føler sig forladt, ramt af livslede og hader delfiner. Til festen forsøger han at ændrer sin livskurs, og hvordan det går, må du jo selv læse.
Du finder desuden er rigtig god artikel om Emil og tegneserier her: https://www.tv2fyn.dk/fyn/emil-vidste-han-ville-lave-tegneserier-international-tegneseriegigant-og-dansk-forlag-saa-hans
1793 // Niklas Natt Och Dag //
Roman, 495 sider, 2017, Rosinante
1793 er skrevet af svenske Niklas Natt och Dag. I 2017 blev den kåret som årets bedste svenske bog og som den bedste debutbog, og den er planlagt oversat og distribueret i 32 lande. Jeg har haft fingrene i den danske udgave fra Rosinante. Den er på godt 500 sider og jeg anbefaler den på det varmeste. Jeg er som regel ikke til krimier, for de keder mig i længden, men når jeg får dem anbefalet af flere kilder, så hopper jeg i med begge ben.
1793 forgår i et beskidt Stockholm hvor industrialiseringen er ved at vende samfundet på hovedet, og skyggerne fra den franske revolution har sendt de royale i paranoia. Som læser er du helt nede i sølet og lærer skikkelserne her at kende. Den enarmede og alkoholiseret vagtmand Mickel Cardell med et hjerte af guld, den lungesotsramte og døende advokat Cecil Winge, natsværmeren Anna Stina med den mest tragiske baggrund, og gadesvindleren Johan Kristoffer Blix der får sat sig en svær og umenneskelig opgave. Karaktererne springer af siderne og jeg skal tilbage til min læsning af Game Of Thrones, før jeg kan huske så mindeværdig og hjerteskærende personifisering. Det er virkelig godt, og langt over standarden man finder i andre krimier - nærmest i en anden liga.
I stedet for kapitler hvor man springer fra karakter til karakter og irriteres over cliffhangere (som når man læser Dan Brown) så har Niklas Natt Och Dag, valgt at organisere bogen i fire dele. Hver del har flere kapitler men fortæller historien fra samme karakters perspektiv. Det gør at man som læser får ro til at komme helt ind under huden på karaktererne, og jeg var sku ked af det når en del sluttede, for jeg var slet ikke færdig med den pågældende karakter.
Sproget har masser af historiske udtryk, men flyder ubesværet og bidrager til indlevelsen i tidsånden og det bestialske og beskidte miljø.
Jeg fatter ikke, at dette er en debutbog. Den er så sikker i sit sprog, sin form, sine karakterer og i sit plot - som jeg ikke vil afsløre her. Jeg tror ikke du vil fortryde din tid i selskab med 1793. Bogen var februars bedste læseoplevelse.
Efterfølgeren ”1794” er udkommet på svensk, og jeg kan ikke vente med at få fingrene i den danske udgave.
Karl Ove Knausgård // Fuglene under himlen
Roman, 79 sider, 2019, Lindhardt & Ringhof
Karl Ove Knausgård er for tiden på alles læber. Nordmanden skriver mursten. Store bøger der nemt æder en hyldemeter af dit private bibliotek. Hans autobiografiske seks binds værk ”min kamp” er på over 4000 sider.
Fuglene under Himlen er ikke en mursten – det er en kort tekst på 79 sider. Den dannede forlæg til teaterforestillingen ”Venter” der blev opført sidste år i Bergen og i København. Den handler om tre generationer af kvinder, og fortælles af en jeg-fortæller der er kvinden i midten. Hun er flyttet ind hos sin syge gamle mor, som hun passer og plejer, ved siden af sit arbejde. En dag kommer fortællerens datter på besøg, og med hende kommer tvivlen og miskommunikationen. Der er noget der ikke siges. Sætninger der ikke ytres. Samtidig får man som læser en fortælling om et duepar der hvert år bygger rede over porten ind til huset, og som hvert år får snuppet deres unger af hønsehøgen. Den barske fortælling om dueparret bidrager til suspense og bliver senere i teksten forenet med et Kirkegaard citat og bliver til en form for livsanskuelse, der smelter sammen med kvindernes relationer og afrunder den korte roman.
Bogen er velskrevet, og selvom den er hverdagsagtig i sit plot og tema, så lykkes det Knausgård at lade læseoplevelsen med spænding og dybe tanker. Jeg tror bogen er en rigtig fin indgang til Knausgårds forfatterskab, hvis ikke man har mod på at starte på en af murstenene. Fuglene under himlen har bestemt givet mig lyst til at læse mere.
Thomas Korsgaard // Tyverier
Novellesamling, 139 sider, 2019, Lindhardt og Ringhof
Thomas Korsgaard kan skrive. Så er det sagt. Hans sprog flyder behageligt af sted, og jeg åd hans noveller hurtigere end jeg havde forventet. De handler alle sammen om tabere. Folk der ikke passer ind, og som kæmper med deres liv. De stjæler, begår små tyverier fra hinanden. Det kan være opmærksomhed der stjæles, eller ikke gives, som når moren ikke sanser sit barn i novellen ”Hestebremser”, eller det kan være tid der stjæles, som når en ivrig forsikringssælger forsøger at sætte et møde op med en aldrende kvinde i novellen ”Jeg ringer fordi”.
En del af novellerne gør ondt (Det kolde bord, En far) fordi skæbnerne er tragiske, mens andre af novellerne er hysterisk morsomme (Diskretionslinjen, Selvmordsmanual).
Der er en rigtig god variation i novellerne men alligevel sidder jeg tilbage med følelsen af at det hele var lidt kort. At samlingen som sådan var kort, og at de enkelte noveller var korte. De minder på mange måder om short stories som vi kender det fra amerikansk litteratur. Men følelsen efter endt læsning er sådan lidt en tom kalorie-agtig følelse, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af om det er godt eller skidt. Always leave them wanting more, er der nogen der siger..
Jeg tænker, at hvis jeg kan huske nogle af novellerne om et halvt år, så har Korsgaard gjort det godt. Uanset, så ser jeg frem til flere skriverier fra hans hånd. Han må godt stjæle noget mere af min tid.
Michel Houellebecq // Serotonin
Roman, 349 sider, 2019, Rosinante
Frankrigs provokatør udgav sidste år Serotonin. Den er netop blevet nomineret til Man Booker Prisen.
Som læser er man medpassager på en rejse rundt i Frankrig hvor minder og gamle ekskærester besøges af den middelaldrene og pillespisende hovedperson.
Bogen er livslede, misantropi, misogyni og elementer af racisme for fuld slæde.
Houellebecqs sprog er intellektuelt og højkulturelt, og når hovedpersonen alligevel reflekterer over våde fisser og rejste pikkemænd, som en anden Carl-Mar Møller, så får man (jeg) altså et meget malerisk billede af en pisse klam stodder. Flere gange under læsningen, sad jeg og tænkte, at bogen ligeså godt kunne være skrevet af et af de rige svin fra Rytteriet.
Houellebecqs hovedpersoner har før (hvis ikke i alle hans bøger) været usympatiske mænd, der lider under manglen på sex og meningsfulde relationer til kvinder, og derfor har et livssyn hvor denne mangel fylder alt. Det er mænd (M/K), også kaldet ”Incels” der lever utilfredsstillende liv derved at de finder sig selv ude af stand til at indgå i meningsfulde romantiske eller sexuelle relationer, selvom de ønsker det. Hos Houellebecq hænger fremkomsten af Incels sammen med kapitalismens overtagelse af menneskets seksualitet, og deri lurer også en kritik. I bogen tages læseren også igennem en mere udtalt kritik, nemlig af EU’s landbrugspolitik, som hovedpersonen både arbejder med og udtaler sig om. Det er bogens klart kedeligste passager. Havde en redaktør skåret de scener ud, kunne bogen have været 100 sider kortere, og det havde i mine øjne, gjort den til et mere formfuldendt værk. For der hvor Houllebecq skinner er der, hvor han holder sig til at beskrive den sexløse mands tankegang og kønnenes kamp i sit sprog der veksler mellem den franske filosof og den klamme stodder:
”På dette stadie er det måske nødvendigt med nogle opklarende bemærkninger om kærligheden, og de er navnlig tiltænkt kvinder, for kvinder forstår ikke rigtigt hvad kærlighed er for mænd, de bliver konstant forvirrede af mænds indstilling og opførsel og når af og til frem til den fejlagtige konsklusion at mænd er ude af stand til at elske, de fatter kun sjældent at ét og samme ord, kærlighed, for manden og for kvinden dækker over to radikalt forskellige virkeligheder. Hos kvinden er er kærligheden en kraft, en tektonisk produktionskraft, når kærligheden viser sig hos kvinden, er den et af de mest ærefrygtindgydende naturfænomener naturen lader os skue, den bør betragtes som med frygt, den er en skabende kraft af samme karakter som et jordskælv eller en klimaforandring, den er kilden til et andet økosystem, et andet miljø, et andet univers, i kraft af sin kærlighed, skaber kvinden en ny verden, nogle små isolerede væsner snadrer rundt i en uvis tilværelse, og pludselig skaber kvinden eksistensbetingelserne for et par, for en ny social, følelsesmæssig og genetisk enhed der ganske enkelt har til formål at fjerne ethvert spor af de forud eksisterende individer, denne nye enhed er, som Platon bemærkede, allerede fuldendti sin essens, den kan blive mere kompliceret i form af en familie, men det er bare en detalje, i modsætning til hvad Schopenhauer troede, kvinden vier sig under alle omstændigheder fuldt og helt til denne opgave, hun fordyber sig i den, hun vier sig med krop og sjæl, som man siger, og i øvrigt skelner hun ikke så skarpt, dette skel mellem krop og sjæl er for hende at se blot et udtryk for mænds ordkløveri og uden betydning. Det er den opgave, som ikke er en opgave eftersom den blot er et rendyrket udtryk for et livsinstinkt hun uden tøven ofrer sit liv for.
Manden er udgangspunktet mere forbeholden, han beundrer og respekterer denne storm af følelser uden helt at forstå den, det forekommer ham lidt mærkeligt med alt det bøvl. Men lidt efter lidt forandrer han sig, han bliver lidt efter lidt suget ind i den hvirvelstrøm af lidenskab og nydelse som kvinden skaber, for at være mere nøjagtig så anerkender han kvindens vilje, hendes ubetinget og rene vilje, og han forstår at denne vilje – selv om hyldest i form af hyppig vaginal penetration er et krav fra kvindens side, eftersom det er en almindelig betingelse for at denne vilje manifesterer sig – er en vilje som i sig selv er absolut god, og hvor fallossen, hans væsens kerne, ændrer status, for også den bliver nu betingelsen for kærlighedens manifestation, manden råder ikke over ret mange andre midler, og i kraft af denne mærkelige omvej, bliver fallossens lykke et mål i sig selv for kvinden, et mål som ikke tåler ret mange indskrænkninger i forhold til hvilke midler der tages i brug. På grund af den umådelige nydelse kvinden skænker ham, ændrer manden sig lidt efter lidt, den får ham til at udvikle anerkendelse og beundring, hans syn på verden bliver synligt forandret, på en for ham selv uforudset måde når han frem til den kantianske dimension der består af respekt, og lidt efter lidt begynder han at betragte verden på en anden måde, et liv uden kvinde (og endog uden netop denne kvinde som skænker ham så megen nydelse) bliver decideret umuligt og som en parodi på et liv; i det øjeblik begynder manden reelt at elske. Hos manden er kærligheden altså et mål, en fuldendelse, og ikke som hos kvinden, en begyndelse, en fødsel; det er dét man er nødt til at tage i betragtning
Fra ovenstående højtravende passage, med henvisning til filosoffer, bevæger vi os blot en halv side videre i bogen og møder stemmerne fra Carl-Mar og Rytteriet. Her skriver Houellebecq:
Jeg havde ikke følt noget som helst af den art over for Yuzu, det var kun lidt efter lidt hun erobrede mig, tilmed gjorde hun det med nogle sekundære midler der sorterer under det man almindeligvis kalder for perversioner, navnlig med sin manglende blufærdighed, ved at spille den af på mig (og på sig selv) i alle tænkelige situationer, hvad resten angår ved jeg ikke rigtigt, jeg havde kendt smukkere fisser, hendes var lidt for indviklet, havde lidt for mange hudfolder (set fra visse vinkler kunne den endda kaldes for en hængefisse til trods for hendes unge alder), det bedste var ved nærmere eftertanke hendes røv og dens permanente tilgængelighed, hendes tilsyneladende stramme, men i virkeligheden meget føjelige røv, kontant stod man over for et åbent valg mellem de tre huller, hvor mange kvinder kan sige noget tilsvarende hvad det angår? Og hvordan kan man overhovedet betragte dem som kvinder, disse kvinder der ikke kan sige noget tilsvarende hvad det angår?
Man vil måske bebrejde mig at jeg tillægger sex alt for stor betydning; det tror jeg ikke jeg gør. Selv om jeg ikke er uvidende om at andre glæder lidt efter lidt tager over undervejs i et normalt livsforløb, er og bliver sex det eneste øjeblik man personligt og direkte involverer sine organer, og på den måde bliver den kontakt der opstår i kraft af sex, i kraft af intens sex, den kontakt der er nødvendig for at kærlighedens sammensmæltning kan foregå, intet kan finde sted uden, og sædvanligvis følger alt andet, med sødme og mildhed, deraf.
Der er en del passager som ovenstående i bogen, og jeg synes at de gode. Den har virkelig sine provokerende øjeblikke som jeg ikke ville være foruden. Alligevel var Serotonin svær at komme igennem. Den virker ganske enkelt for lang og nogle steder bliver hovedpersonens træk simpelthen for usympatiske. På mange måder er romanen ligesom en Von Trier film. Højkulturel og fladpandet bestialsk på samme tid, så man kommer ud på den anden side med kvalme – men ser alligevel frem mod den næste kreation fra den gale og provokerende kunstner.
Det bliver spændende at se om Houellebecq stikker af med Man Booker prisen denne gang.