top of page
  • Forfatters billedeJannik Landt Fogt

Anbefaling: Liste over 10 gode horror tegneserier



Nu er det lige straks Halloween, og det betyder gys og gru. Hvis du ikke ved hvad du skal læse her i de mørke timer af oktober, så har jeg et par forslag. Du får her på listen 10 af mine favorit horror tegneserier.



1. Locke and Key


1. Locke and Key

Alle kender gysets mester Stephen King. Ikke alle kender hans ene søn Joe Hill. Joe Hill har et par romaner og en samling af short stories bag sig, men han er også manden bag en af mine favorittegneserier Locke & Key. Serien er tegnet af Gabriel Rodriguez der har en eminent streg. Især er hans karaktertegninger og hans portrættering af deres indre følelsesside bemærkelsesværdig.

I Locke & Key følger man familien Locke der flytter til et gammelt hus. Inden længe begynder de at finde ud af, at der noget underligt ved husets mange nøgler. Det er ikke kun døre de kan åbne.

Der er hentet inspiration i H.P.Lovecrafts univers, men ikke som man ser i så mange andre produktioner, hvor der optræder great old ones, eller andre former for fiskemennesker. Det er nærmere stemningen der er lånt. Intet er som det skal være i det hus, og det holder læseren på kanten af stolen.

Man kommer vidt omkring i Locke & Key. Fra Locke familiens tragiske historie i det store hus, til high schoollivet i 1970’erne og helt tilbage til den Amerikanske Revolution.

Locke & Key er en særligt velgennemtænkt horror fortælling med karismatiske personligheder og et plot der efterlader dig åndeløs. Det er ikke bare noget af den bedste horror jeg har læst, det er noget af den bedste litteratur.

Serien er udgivet af IDW og spænder over 6 Trade paperbacks. Serien er afsluttet.



1. Harrow County


2. Harrow County

Harrow County er skrevet af Cullen Bunn, som nogen kender fra Western tegneserien The Sixth gun. Med Harrow County har han begået et mesterværk.

Serien er tegnet af Tyler Cook der giver hele serien et sært barnligt præg. Hovedpersonen Emmy der vel er en YA, (sådan en 16 år +/- 2år) har en uskyldig og sympatisk fremtoning, hvilket gør de rædsler som hun er vidne til endnu mere horrible. Stregen er ikke ligeså defineret, som f.eks. i Locke&Key og det gør at mange af scenerne, især de blodige, er mere malerisk udflydende. Der overlades således en del til fantasien og det gør nærmest sanseindtrykket meget værre.

Man følger Emmy der er vokset op på en gård på landet i sydstaternes USA. Det er en form for coming-of-age fortælling, hvori Emmy gradvist introduceres til en voksenverden som hun ikke umiddelbart forstår. Efterhånden som hun oplever makabre oplevelser på gården og i miljøet omkring, finder hun ud af, at hun selv har hekseagtige evner, og at de voksne i landsbyen hun bor i, gemmer på en hemmelighed.

Serien er udgivet af Dark Horse og består indtil videre af 8 Trade Paperbacks. Den er IKKE afsluttet. Bind 9 er under udarbejdelse.



3. Hellboy


3. Hellboy

Mike Mignolas Hellboy er vel nærmest gået hen og blevet en klassiker. Den har været grundlaget for tre film, og det er der altså en grund til. Den er pisse god og Mikes gotiske og dystre streg er unik, og vel nærmest genrer definerende. Hellboy er en episk fortælling, og dens plot er derfor heller ikke ligeså tight som i de to forrige serier her på listen. Læser man Hellboy skal man være parat til at blive revet rundt i angelsaksisk og russisk folklore. Den er krydret med nazister og har et fandenivoldsk og karismatisk muskelbundt i sin hovedrolle. Den røde Hellboy er definitionen på en antihelt, komplet med egne komplekser, mindreværd og tvivl.

Hellboy er udgivet af Dark Horse. Historien er afsluttet men den er på hele 12 Trade Paperbacks!



4. The Walking Dead


4. The Walking Dead

Robert Kirkmans zombie apokalypse The Walking Dead bliver ved og ved, og så allivel ikke helt. I juli 2019 offentliggjorde Kirkman, at han ville slutte serien der har været i gang siden 2003 og altså her ved slutningen tæller whooping 32 Trade Paperbacks. Serien er tegnet af Tony Moore og er som den eneste af tegneserierne her på min liste sort/hvid. Stregen svinger mellem tegninger der kunne ligne skitser til fuldstændigt udpenslede og meget detaljeret billeder – som regel af zombiesplat.

Selvom serien gør en del ud af at være tænksom når den igen og igen forsøger at vise, at ondskaben kommer fra os mennesker selv, og ikke fra zombierne, så er serien alligevel mere fastpaced og action præget end mange af de andre serier her på listen (med undtagelse af nummer 9. Hack/Slash).

Jeg har ikke selv læst hele serien. Det er en omfattende opgave. Men jeg nød at læse de første fem trade paperbacks. Jeg har også set Tv-serien (The Walking Dead) der er en god adaption af tegneserien, såvel som Tv-serien Fear The Walking Dead, der ikke er baseret på tegneserien, og som i mine øjne, ikke har samme charme og dybde som det oprindelige oplæg.



5. Baltimore



5. Baltimore

Baltimore er anden udgivelse af Mike Mignola her på listen. I Baltimore arbejder han sammen med Christopher Golden som nogen måske kender fra Buffy og Angel tegneserierne. Tegner er Ben Stenbeck der også har tegnet for Mignola i hans spinoff på Hellboy B.P.R.D. I Baltimore er stregen som vi kender den fra Hellboy universet, men der er skruet en lille smule ned for de altomslutttende skygger og lidt mere op for detaljerne. Farverne er stadig holdt i gråtoner og sort og rødt. Billedsiden er virkelig lækker, så er det sagt.

Historien følger Lord Henry Baltimore der har haft en mærkværdig oplevelse med vampyren Haigus under første verdenskrig. Efter oplevelsen har den etbenede lord viet sit liv til at jage Haigus. Tegneserien er skrevet i små afsluttede narrativer, men som altid med Mignola, fornemmer man, at der er en langt større fortælling bag.

Serien er udgivet af Dark Horse. Den er afsluttet og på 8 Trade Paperbacks.



6. Nameless


6. Nameless

Jeg har aldrig været glad for Grant Morrison. Men med Nameless har han altså begået en rum-horror der er filmen Event Horrizon værdig. Også denne låner fra H.P. Lovecraft og der er blod, vanvid og indvoldsmat for fuld smadder i Nameless.

I Nameless følger man Okkult specialisten Nameless, der efter en underlig drøm kontaktes af en megakorporation. Korporationen har samlet et hold eksperter og alle sammen skal sendes ud i rummet, for at forhindre en stor meteor at slå ned i jorden. På rumeskpeditionen kommer de forbi en månebase som megakoorporationen har bygget på den mørke side af månen. Også her, er der eksperter udstationeret. Meteoren har et gigantisk tegn indgraveret i sin overflade, og det er det tegn, som bringer Nameless med ombord på rumfærgen. Det tegn, og så det faktum at en tidligere ekspert, tilsyneladende har dræbt en medpassager i en rituel handling.

Den er et quick fix til dig der lige skal have en hurtig omgang ultraviolence, for tegneserien er kun på en enkelt Hardcopy Paperback, men, men, men – den er IKKE letlæst. Som med mange af Morrisons værker, så er også denne en gåde der skal løses. Hvis du er en af den slags læsere der vil have dit plot serveret på en sølvtallerken, så skal du slå en stor bue uden om denne bog. Men hvis du kan lide at lege plotdetektiv så er det bare om at komme i gang.

Hvis du gennemskuer plottet, så send mig lige en mail. Jeg vil gerne høre dit perspektiv.



7. Postal


7. Postal

Postal er sku en særling på den her liste, og i det hele taget. Den er udgivet af Image comics og skabt af Matt Hawkins og Bryan Hill, som begge var ukendte for mig. Det samme gælder tegneren Isaac Goodhart, hvis streg, jeg bedst kan beskrive som en smule stiv. Karaktererne virker lidt lange i ansigterne og stive i deres positurer, men den er nu ganske fin alligevel.

I postal følger man postdrengen Mark der har aspergers og bor i den lille idylliske landsby Eden i Wyoming. Han har en unik evne til at se mønstre og bemærke detaljer, og da han begynder at bruge sin evne, opdager han at byen han bor i, har en historie som ingen andre.

Tegneserien lugter lidt at Twin Peaks. Den er ikke actionpacked, men gør sig mere i punchlines og overraskende turns, der som regel afsløres i et kapitlets sidste par frames.

Serien er på 7 trade paperbacks, og forlænges evt. i nærmeste fremtid.


8. Neonomicon


8. Neonomicon

Jeg fik kuldegysninger første gang jeg læste Neonomicon. Den er skrevet af tegneserielegenden Allan Moore (Watchmen, V for Vendetta og From Hell) og tegnet af Jacen Burrows. Tegnestilen er samme digitale stilart som i Postal, men lige en anelse mere detaljeret og bedre.

Historien går all in H.P. Lovecraft og handler om to agenter der besøger et sindsyge hospital. Derfra og derfra bliver det bare mærkeligere og mærkeligere. Plottet er tilgængeligt, og man efterlades ikke uforløst som i Morrisons Nameless.

Tegneserien er en enkelt Trade Paperback, udgivet af Avatar og historien er afsluttet.




9. Hack / Slash


9. Hack/Slash

Hack & Slash lever op til sit navn. Der er ikke så meget dybde her. Bare fuld frontal hug og stik. Ankeldybe blodpøle og afskårne lemmer.

Hvis du tager Tv-serien Dexter og krydser den med SCREAM filmene, så ved du sådan nogenlunde hvad Hack/Slash går ud på. Man følger hovedpersonen Casey Hack og hendes sidekick slasher Vlad. Sammen rejser de rundt i USA og jager Slashere.


Jeg gik død i midten af bind 5. Men jeg tror det er fordi genren ikke siger mig så meget. Tegningerne er dog lækre, og en del af historierne er gode.

Serien er lavet af Tim Seeley, udgivet af Image og består af 13 Trade Paperbacks. Den er afsluttet.




10. The Crossed


10. The Crossed

The Crossed er mere zombiesplat skrevet på samme formula som Kirkmans Walking Dead. Og så ikke helt alligevel. For den dybde Walking dead rummer i både karakterer, dilemmaer og plot, det er The crossed blottet for. Den Første Trade Paperback af The Crossed blev skrevet af Garth Ennis (Preacher) og var tænkt som en enkeltstående produktion. Men i slipstrømmen på Walking Deads zombiehype blev The Crossed meget populær. Det fik Avatar til at føre serien videre, dog uden Garth Ennis som skribent. Tegningerne af Javier Barreno er samme digitale stilart som Postal og Neonomicon. Den er flot og poleret men kan godt blive lidt kedeligt i længden.

Den første Trade Paperback er rigtig god, men derfra daler kvaliteten altså. Historiernes plot bliver tyndere og tyndere, og volden der bliver mere og mere meningsløs, får lov at fylde mere. Serien er ikke for sarte sjæle. Så er du advaret. Af de 10 tegneserier nævnt her på listen, er The crossed den mest depraveret.

I the Crossed, rammes jorden af en underlige plage. De smittede får kors-formede blodudtrængninger i ansigtet, og bliver vanvittigt optaget af vulgær sex og lemlæstelse. Så de er nok ikke så meget zombier som de er psykopater. Ellers er der ikke meget mere til plottet. Fra udgivelse til udgivelse følger man forskellige usmittet, der prøver at overleve i en verden fyldt med the crossed.

Jeg vil anbefale den første trade paperback, og så er det på eget ansvar, hvis man vælger at læse videre.

Der er pt. 17 Trade Paperbacks i serien samt en håndfuld spin offs.

(PS. Garth Ennis er tilbage som skribent i nummer 10, men den har jeg desværre ikke læst)

100 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page