• Jannik Landt Fogt

Anbefaling: Den som blinker er bange for døden

Opdateret: aug. 12

"Den som blinker er bange for døden" er Knud Romers debutroman fra 2006.


Jeg er ved at genlæse den, for tredje gang, og den er gået hen og blevet en af mine yndlings bøger. Jeg anbefaler den til de fleste, og det er sket et par gange eller to, at jeg har læst højt fra den, fordi jeg så gerne vil prakke den på folk. (Ja, sorry – jeg ved godt at jeg kan være irriterende!)


Der er som sådan ikke det store plot i bogen. Den er ikke drevet frem af spænding eller af, at en hovedperson skal fra A til B og løse opgaver undervejs. Men fortællelysten driver ned af siderne. Knud vil fortælle historier, og det gør han så overbevisende at tårerne løber om kap med forargelsen. Der er få dialoger i bogen, hvilket i mine øjne er godt.


Bogen er kort, på kun 177 sider og den er en roman (og dermed fiktion), men den bruger et autobiografisk greb – en point of view der er forfatteren selv som barn. Gennem hans øjne får læseren lov til at opleve hvordan Knud og familien, igennem hele opvæksten holdes udenfor samfundet på Nykøbing Falster. Den forgår under anden verdenskrig og i to dekader efter, og der er som sådan ikke rigtigt anvendt flashbacks. Det er mere en form for fri associativ fortælling, hvor forfatterens poetiske og spydige sprog flettes ind i den unge drengs nøgterne beskrivelser af sin familie og det omkringliggende samfund. Grunden til, at familien holdes udenfor, vil jeg ikke afslører her. Den skal du selv have lov at læse dig frem til.

Det er Knuds personskildringer, der er for mit vedkomne, gør bogen så god. På åbningssiden hedder det sig:


”Jeg har altid været bange for morfar og ikke andet end bange. Jeg kendte ham kun som Papa Schneider. Hvad han ellers hed, og hvad han hed til fornavn, vidste jeg ikke, og det kunne også være lige meget, det ville aldrig falde mig ind at kalde ham ved fornavn. Han var ikke en mand man var på fornavn med. Papa Schneider havde flere kilometer ar i ansigtet, alle sammen på venstre kind. Det var mensurar fra forrige århundrede, han havde i en Schlägerverein. De stillede sig op og forsvarede deres ære ved at tæske løs på hinandens ansigter med sabel – uden at fortrække en mine, venstre arm på ryggen.”


Og senere i bogen beskriver Knud et besøg hos sin tante Gustschen der bor sammen med sin søn, hans kone og børn.


”Hendes søn var en kæmpe og duknakket og tynget af tro, han sad i den lavloftede stue med sin tynde kone, døtrene havde flæsekjoler på, og af og til kiggede de ud ad øjenkrogene, og blikkene smuttede rundt som spurve, der prikkede krummer op fra dugen. Vi satte os til kaffebordet og foldede hænderne og bad bordbøn i takt med uret […] Tante Gustschen havde knold i nakken og hårnet og gik i sorte, tilknappede kjoler, hun havde aldrig nogensinde været ung. Hendes mor var provstedatter fra Thüringen og havde været besat af Djævlen – hun var epileptiker – og Gustschen lærte gudsfrygten at kende fra barn af. Hun levede sit liv på gravens rand med foldede hænder og kors om halsen. De spiste gammel brød og sparede og smed aldrig noget ud, på trods af at de var velhavende, fordi frådseri var en synd. Hun slog ned på de mindste tegn på fornøjelse og forfulgte ens sidste lyst – det var billigt at pynte sig og sjofelt at smile – og latter var det onde selv, som skar grimasser i ansigtet.”


Bogen flyder med mættede og stemningsfulde personskildringer som disse, og de er, i mine øjne i en liga for sig.


Du skal læse bogen pga. personskildringerne, men også fordi dens ”dobbeltekontrakt” mellem fiktion og virkelighed er mesterligt udført i en stream of consciousness.


Den er en bog – og det er ikke mange jeg siger det om – der læser sig selv.


Bogen vandt bl.a. de Gyldne Laurbær samme år som den blev udgivet.


Knud Romer udgav sidste år (2018) bogen ”Kort over Paradis”, som tager tråden op fra ”Den som blinker…” og fortæller om Knuds ungdoms og voksenliv.

 

©2019 by Jannik Landt Fogt.