• Jannik Landt Fogt

Underhundskultur



Foto af Charles pm på Unsplash.com

Siden David og Goliat, har Hollywood og en hvilken som helst anden kulturindustri på kloden fortalt myten om den lille, med odds imod sig, der vinder over den store.

Myten om den sejrene underhund.

Og den er besnærende, fordi den taler til vores fantasier om mirakler.

Og ikke mindst fordi den taler til vores retfærdighedssans.

”Den store bølle, får som han fortjener – HA!”

Men måske endnu mere, fordi den taler til vores dovenskab.

For myten bilder os ind, at vi kan sidde på vores flade

uden at pleje og udvikle vores egenskaber.                                                    

Den luller os i søvn, og får os til at tro,

at alt er muligt for den der bærer viljen i hjertet.

Men det er det ikke.

Viljen er ikke nok.

Og vi kan gribe til selvsamme kulturindustri for at se beviserne på, at det ikke er sandt.

Tænd for X-factor, eller en hvilket som helst andet talent show.

Og studer de deltagende.

Med den ene hånd loves der guld og grønne skove til den ukendte og upolerede kunstner

og med den anden skæres folk midt over af bebrejdende latterbrøl,

til trods for at de selv mener, at de bærer viljen i hjertet.

Showets præmisser er et paradox, med underhundsmyten i sit DNA.

Det er derfor at det er så god underholdning.

Men underholdningen og måden den er konstrueret på, slører sandheden.

Nemlig, at nogle er bedre end andre.

Lad talentet ligge, for det er en anden snak.

Men se på deltagerne.

De der kommer igennem nåleøjet, har ikke siddet på deres flade.

De har arbejdet for at komme derhen hvor de er.

Øvet sig.

Søgt hjælp,

og vejledning.

De har anstrengt sig.

Arbejdet.

Men showet slører det.

Og det er er faktisk det, jeg har allersværest ved at få min 9. årige til at forstå.

Han vil ”bare” være Youtuber.

Og han vil ”bare” være kendt.

Talentshows slører, at der ikke er noget der er ”bare.”

Heller ikke selvom man har talent.

For talent skal plejes.

Og stimuleres.

Og opbygges.

Og det kræver en indsats.

Men fjernsynet luller os ind i underhundsmyten og bilder os ind, at man ”bare” skal opdages.

Og underhundsmyten, er ikke bare noget der finder sted i fjernsynet.

Det er en kultur. 

Den er et tankemønster.

Et mønster der sætter mennesket i stand til at trodse sin sunde fornuft.

For, ”hvad nu hvis?”

”Det kunne jo være?”  

Og mønsteret gennemsyrer hele det menneskelige væsen.

Nogle mere end andre. 

Den er grunden til at nogle køber lottokuponer.

Og til at man bliver ved med at ryge.

Eller at drikke.

Eller at glemme, at holde kroppen i gang.

Og gambler med sit liv.

”For det kunne jo være.”

Underhundskulturen er et lille væsen der sidder på din skulder,

og holder kæft.

Indtil alle dine logiske argumenter er på plads og du er klar til at sætte handling bag ordene. 

Først her åbner væsnet sin mund og slikker dig i øret med sin giftige tunge:

”Hvad nu hvis?”

Og man kortslutter

Og sletter alle argumenterne, der for et øjeblik siden var så gode,

Og falder tilbage i vanen.

Og væsnet der eksisterer overalt på jorden - det har forskellige navne.

I Danmark kalder vi det for Janten.

Og kraftedme om ikke vi har formuleret den som en pseudo-lov,

og nærmest er stolte af, at den er en del af vores særlige kultur.

Som dansker har du bare at opfører dig som underhunden.

Dukke uforberedt op, og alligevel scorer 12 talet.

Se det er en god historie!

Og som små Dukke-Davider føres vi rundt

hængende i tynde men jernstærke tankestrænge.

Og lader os lede rundt ved næsen

af en usynlig underhundskultur,

der får os til at tro på,

at noget der ligner en guddommelig intervention vil redde os

den dag vi stiller op i en væbnet slåskamp til døden

mod en modstander iført rustning og bevæbnet med en javelin,

selv iført et lændeklæde og bærende på en håndfuld sten.

Newsflash:

It won’t fucking suffice!

Hvorfor skal vi være så nedladende,

og tale os selv ned?

I stedet for at lægge en dyd i arbejdet

I dygtiggørelsen.

I fremgangen.

I udviklingen.

I stedet for at smække væsnet af skulderen, og trampe det ihjel

og brøle:

"JEG ER GOLIAT!"


Nu har jeg brugt talentshows som et eksempel på underhundskulturen.

Jeg kunne ligeså godt have peget fingre af forlagsbranchen.

For der - lige der, i den branche

kan jeg bruge år af mit liv på at skrive en bog, sende den til et forlag,

og krydse fingrene og håbe på ”hvad nu hvis?”

”Hvad nu hvis de kan lide min tekst og opdager mig?”

”Og kun et ad gangen”, siger de fandme!

Jeg må kun sende min tekst til et forlag af gangen.

For vi skulle nødig nå ud i en forhandlingssituation, hvor mere end et forlag vil have min bog.

Forestil dig næste gang du skal have repareret huset, at du kun må spørge en tømrer om et tilbud?

Eller kun måtte indkøbe dine dagligvarer i en butik?

Kampen om eksklusive rettigheder på forfatteres værker starter allerede inden kontrakten er indgået.

Og så har forlaget 8 uger til at læse dit manuskript.

8 uger!

Hvor du ikke må sende det til andre.

Det er jo SYGT!

Og de undskylder sig med, at de får så mange manuskripter og ikke kan nå at læse dem.

Jeg er da ligeglad.

Jeg har kun et liv!

Forestil jer et konsulenthus, der på deres hjemmeside har skrevet, at de vender tilbage til dig om 8 uger - for de har for mange kunder.

Nej vel?

Man up! Bogstaveligt og metaforisk!

”Men Jannik, du er upcomming forfatter, og må forstå, at sådan har det altid været i bogbranchen.”

Igen - ligeglad.

”Det sagde Blockbuster,

og pladeselskaberne

og fætter BR også,

inden de blev overhalet indenom af henholdsvis Netflix, Spotify og onlinekøb af legetøj.

Og lad os nu lige lege,

at jeg går med på alt den her galskab.

Og får udgivet min bog på et forlag.

I Danmark – et af de lande, hvor bøger er dyrest.

Så kan jeg se frem til at modtage omkring 9% af indtægterne for salget.

15% hvis jeg er kendt i forvejen (læs: hvis forlaget ikke skal lave en skid)

WHAT!

”Ja, men der er jo status ved at blive udgivet på de gamle forlag. De er garanter for kvaliteten af den litteratur der udgives. De kender god litteratur, når de ser den.”

Okay.

Jamen, det forklarer da hvorfor J.K. Rowling skulle afslås af 12 forlag, før den første Harry Potter bog kom ud.

Lets face it.

Bogbranchen er en smagsindustri.

Et forlag leder efter hvad de selv kan lide, og de køber kun de bøger, der er den bedste investering.

De har produktionsapparater, branchekalkyler og faste procedurer til at minimere produktionsomkostninger og maksimere profitten.

Og de har sovet i timen.

For heldigvis er der sket noget i bogbranchen inden for de sidste 10 år.

Folk er begyndt at selvudgive.

Og der er opstået et regulært hav af services der støtter op om folk med forfatterdrømme.

Trykkerier, og Freelancere en masse;

grafikkere der specialiserer sig i bogopsætning, Redaktører, Marketingsspecialister…

Jeg har endog hørt om forfattercoaches.

Hvis du har en forfatterdrøm i dag,

Så er der en hær, der står klar til at hjælpe dig.

Lige pt. er det lidt af en jungle at finde rundt i.

Branchen er disruptet og stadig i en liminal fase,

men når den sedimenterer sig

– og forhåbentligt snart –

så bliver det svært at se,

hvad helvede man skal bruge et arrogant forlag til.

Vi er på vej ud igennem forlagenes underhundskultur,

og jeg glæder mig sådan til at se,

hvad der er på den anden side.

Og så griner jeg lidt af,

at jeg selv plopper i med begge ben,

og bliver en del af den underhundsmyte som jeg selv kritiserer,

”for hvad nu hvis?”


---

PS. Jeg har aldrig sendt et manuskript til et forlag. Teksten her, er udelukkende baseret på mit blik ind i en branche, der i mine øjne forekommer uendeligt fastlås i egne rutiner, og på mine egne erfaringer i en opblomstrende og tilsyneladende større og større selvudgiver bevægelse. 


_____________________________


Følg mig på min facebookside.


...eller hvis du foretrækker det på Instagram eller Linkedin


Og vil du læse nogle af mine andre tekster med det samme, så find dem som artikler her på Linkedin eller klik ind på min hjemmeside og læs:


Sommeren 89, et pastelfarvet coming-of-age rulleskøjtetrip igennem en sommerferie i 80'erne.


Miami by day, en poetisk rejsebeskrivelse af min tur fra Atlanta til Miami, med min terminalt syge ven. Om venskab, døden og håbet.


Antikvaren i Singapore, en short story om et møde med en finurlig antikvar i Singapore, som ikke skælner stort mellem genrer og mennesker.

 

©2019 by Jannik Landt Fogt.