• Jannik Landt Fogt

To Plug In - Om forfatteres inspiration

Gilles Deleuze og Félix Guattari har skrevet en vidunderlig sætning i Tusind Plateauer. Den sætning er blevet et ekko i mit sind. Jeg har aldrig gjort mig nogen forestillinger om, at jeg forstår alt (eller noget) af Deleuze og Guattaris filosofi, men den sætning – lige den ene sætning bliver bare hængende. De er blevet kritiseret for, i deres filosofi, at referere for meget til skønlitterære forfattere, og til deres forsvar skriver de så førnævnte sætning:


”Vi er blevet kritiseret for at henvise for meget til skønlitterære forfattere. Men når man skriver, drejer det sig kun om hvilken anden maskine den litterære maskine kan og bør tilsluttes for at fungere.”


Jeg synes sætningen er smuk, fordi den så tydeligt viser, at der findes så mange maskiner derude, som man kan tilslutte sig. Når man skriver, kan inspirationen komme fra andre bogmaskiner, musikmaskiner, naturmaskiner osv.


Jeg ved at Dan Turèll har læst Wittgenstein, for det har han skrevet et digt om (Tribini møder Wittgenstein), men jeg tvivler på at han har læst Deluze og Guattari. Alligevel kender Turéll sine maskiner. Igennem hele hans forfatterskab skrev han om musik og litteratur, lavede digte og knækprosa om alle sine indtryk. Åbent brev til Bill Haley & the Comets, Til Thelonious Monk, Min anden mor hedder Billie Holiday, bare for at nævne et par stykker.


Men Onkel Danny havde også et andet særligt greb om musikken.

Dan Turèll havde et greb: han kunne skrive på musik. Han skulle bare plugges ind i et nummer, tilsluttes som Delueze og Guattari skriver - og så kunne han forvandle det til sit eget.

I Chelsea Hotel, tager han Leonard Cohens sang af samme navn under behandling, og det er altså ikke bare en oversættelse. Der sker noget andet i Dans prosa, end der gør i Cohens.


Når jeg skriver, har jeg som regel musik i ørerne. Ikke når jeg redigerer, kun når jeg skriver. Og jeg kan ikke lade være med, at tænke, at nogen gange, hvis ikke altid, så befrugter musikmaskinen min skriftmaskine. Jeg har flere gange oplevet, at jeg kan sætte mig uinspireret til keyboardet og sidde og glo på den blanke side og intet opstår. Intet.

Ikke før jeg plugger ind i musikken. Så lige pludselig begynder mine fingre, nærmest uden min involvering, at bevæge sig.

Det skete for et par uger siden, da Spotify smed Kim Cesarions Undressed ind i mine øregange. Inden jeg fik set mig om havde jeg to siders knækprosa, med titlen ”Ingenting.”


Lad grækerne beholde deres muser. De tilbageholdende guddommelige kvinder, der kun slår ned i digtersjælen som lyn, hvis han har den rette indstilling. Giv mig i stedet en maskine, som jeg kan plugge ind i, når jeg vil.


Du kan se Kim Cesarion Undressed i to versioner (Den originale og den akustiske) herunder og læse det afledte digt Ingenting her: https://www.janniklandtfogt.dk/ingenting


Må maskinerne stå dig bi.








 

©2019 by Jannik Landt Fogt.