De sidste par uger har der i de danske medier været debatteret streaming af bøger. Forfatternes levegrundlag svinder mens flere og flere forbrugere lader den fysiske bog ligge og tilvælger lydbogen. Forbrugerne vil ikke betale nok for deres abonnementer og en chef fra Politikens Forlag mente endda, at det hele er E-reolens skyld. Men det står langt være til, end debatten indikerer.
Karl Marx tog fejl. For enden af kapitalismens udbytterelationer lå der ikke internationalt oprør og en arbejderrevolution. Der lå mere kapitalisme. Der lå en kapitalisme så rig på penge og overskud, at valutaen der nu efterspørges ikke er materiel. Virksomhederne er ikke længere kun på jagt efter skinnende mønter, nu er sigtekornet rettet mod noget så sværmerisk som borgernes tid.
Vi lever ikke i Das Kapital, vi lever i Huxleys Fagre Nye Verden. For vi er omgivet af nærved gratis og uendeligt kulturcontent, der gennem streaming apps, som Netflix, Mofibo og Spotify sprøjtes ud i de små hjem. Denne salige tilstand danner et kulturforbrug der er ligeså uforpligtende som når en klimakrisefornægter tænder for vandet i sin jacuzzi. Det koster jo alligevel intet.
Strejker og uro blandt indholdsleverandørerne Men kulturforbruget det koster, gør det. Og vi begynder at se prisen flere steder i verden. Herhjemme har Coda i flere år kæmpet for en fair betaling af de kunstnere hvis musik streames på Spotify og YouTube, hvilket tilbage i 2020 fik YouTube til at lukke ned for alt dansk musik på platformen. Den danske filmindustri, flankeret af de danske politikere har med Kulturbidraget tvunget Netflix, HBO og andre streamingtjenester til at poste blot en lille andel af dens fortjeneste tilbage i det danske filmvækstlag. Vi ser det også i Hollywood hvor scriptwritere og skuespillere på tredje måned strejker mod industriens nye vilkår, sådan som de er sat af de nye streamingplatforme.
Problemet: Platformene glemmer indholdsleverandørerne Tilbage i januar skrev den amerikanske forfatter Cory Doctorow en artikel der hedder The ”Enshittification” of TikTok – Or how, excactly, platforms die. Artiklen er en analyse af techplatformenes modus operandi – deres forretningsmodel. Doctorow slår platformene over en kam. Hans analyse vedrører både streamingtjenester, men også de sociale medier og en gigant som Amazon. Kort sagt kan analysen udlægges som følgende: En ny platform starter på indskudskapital og som regel med, at dens content gives væk gratis. Denne freemium-model fortsætter indtil platformen opnår en kritisk masse på forbrugersiden. Først når der er opnået kritisk masse kan der kapitaliseres.
Det problem der ofte opstår her er, at det content som platformen nu skal til at sælge har højere produktionsomkostninger end den købspris som kunderne er villige til at betale. For hvorfor betale for noget, som lige har været gratis?
Platformsgiganterne står altså med et hul i kassen - en ubalance. Omkostningerne på deres produkt modsvares ikke af den pris, som kunderne vil betale. Denne balance skal udjævnes, hvis altså ambitionen om at tjene penge skal realiseres. Og den kan kun udjævnes ved at omkostningerne tørres af på nogen. Her er der kun tre instanser som regningen kan tørres af på: Platformens brugere, dens ansatte eller dens indholdsleverandører. Der er ikke andre i værdikæden som kan udnyttes.
1. De ansatte udnyttes: Når platformsgiganterne tørre regningen af på deres ansatte, så ser vi lange arbejdsdage og urimelige arbejdsvilkår. Tech-industrien i Kina kørte i en række år efter princippet 996, der foreskriver at man arbejder fra 9 morgen til 9 aften, 6 dage om ugen. Efter strejker og andre konflikter valgte den kinesiske regering at gøre arbejdsprincippet ulovligt. Lignende beretninger om overarbejde finder vi bland ansatte hos Epic Games der bl.a. står bag computerspillet Fortnite, som fortsat er gratis at spille.
2. Kunderne udnyttes: Når platformsgiganterne tørrer regningen af på deres kunder, så gøres det ofte ved at indføre abonnementsbetalinger, hæve prisen for abonnementer, eller simpelthen inviterer et nyt segment ind på platformen. Den er denne sidste model vi bl.a. har set på Facebook, hvor forbrugerne i stigende omfang udsættes for massive reklameopslag fra det nye segment: Virksomheder der har noget at sælge og som ønsker kontakt til fremtidige kunder. Det fører på sigt til; at indholdet udtyndes til fordel for reklame, at antallet af brugere skrumper, og at indtjeningen daler. Reuters og avisen N.Y. Times har allerede skrevet om, at META, firmaet bag Facebook, pønser på at indfører brugerbetaling, så brugerne kan slippe for de reklamer, som META selv har fyldt platformen med. Elon Musk har også været ude og snakke om brugerbetaling på det sociale medie X (tidl. Twitter). Det er klart for alle med øjne i hovedet, at der ikke er tale om en produktdiversifikation – det her er ikke en forbedring af deres services, det er panik før lukketid. Der skal penge i kassen!
3. Indholdsproducenterne udnyttes: Den sidste mulighed for platformsgiganterne, er at tørre regningen af på indholdsproducenterne. Dette medfører platforme hvor de der leverer indholdet under ingen omstændigheder kan leve af deres arbejde. En for stor del, af den pulje penge som forbrugerne betaler, bruges på at vedligeholde platformen, eller ryger direkte i aktionærernes lommer. Der prioriteres ganske enkelt ikke nok penge, til dem der leverer indholdet. Det er denne sidste model vi ser på Spotify, hos Mofibo og på Disney+ og det er denne model, som Hollywood strejker imod.
Et ønske fra bunden af produktionslinjen Doctorow analyse er nedslående, for den viser, at vi globalt set har ladet os forføre af en omsiggribende forretningsmodel der kun er sustainable for de få. Techplatformenes disruption af distributionen af kulturelle produkter har medfødt et billigt slaraffenland for forbrugerne, men det er sket på bekostning af dem der udarbejder kulturprodukterne.
Så kære techies, alle jer futurister med store drømme om at ændre verden, om at disrupte og tjene en masse dej, som man siger over there. Er I ikke søde, at tage jeres vækstlag med i jeres betragtninger? Det er ikke nok at opfinde en smart app. I er nødt til at tænke jeres forretningsmodel til ende. At investere i en varig samarbejdsrelation med jeres indholdsproducenter og opdrage jeres kunder til, at hvis de vil have jeres produkt i morgen, så koster det penge i dag. Corporate Social Responsibility, er der nogen der kalder det. Slå det op!
Møde i den danske forfatterstand
I slutningen af oktober skal jeg deltage i et streaming-stormøde for danske forfattere. Og udsigterne til at vi kan løse vores ringe indtægtsvilkår ser sorte ud. Det vi kæmper mod er nemlig for stort. Mens vi stadig slås med vores forlag om for lave royalties, for usikker indtjening og for få rettigheder hvad angår råderetten over vores værker, så skal vi nu også til at slås om den betaling vi får, når vores værker streames. Og det værste ved denne kamp er, at den ikke handler om procenter. Det er lige meget om vi får 0,01% eller 20% af vores streamede titler, for 20% af tilnærmelsesvis 0 kroner er stadig 0 kroner. Kampen handler om en forretningsmodel der er gået i stykker. En forretningsmodel som må siges at være eksperimentel, som kun har eksisteret i en dekade og kun har bidraget til at centralisere kulturprodukternes afledte indtjening hos en stadig mindre andel af dem der arbejder i industrien: Platformsejerne.
Måske tog Marx alligevel ikke fejl?
At vinde den her kamp kræver et mirakel…
…eller en revolution.