Business cards, CV, LinkedIn - Titler kan være svære.
Jeg har altid haft svært ved at kalde mig selv for forfatter.
For jeg har jo ikke udgivet noget endnu. Sådan rigtigt.
Men jeg gør det, en forfatter gør.
Jeg står op, og skriver – og nogen gange læser jeg. Så redigerer jeg, og så går jeg i seng.
Repeat.
Men jeg har stadig ikke udgivet noget.
Alligevel bunder min betænkelighed om min titel, ikke kun i mine manglende udgivelser. Den bunder også i en observation.
Nemlig i den observation, at folk der har behov for at sige, at de er noget, ofte ikke er det de siger.
Og den kategori vil jeg helst ikke falde i.
Det er vel en form for forsvar kan man sige – at sige at man er noget.
”Hej jeg hedder Klaus, jeg er noget.”
Hvis jeg nu siger at jeg er noget, så skal min samtalepartner først angribe mig, og sige, at det er jeg ikke. De fleste kan ikke lide den slags konfrontationer. Og på den måde undgår man at blive angrebet på den faglighed, som man måske ikke har.
Jeg har f.eks. mødt mange projektledere, der kaldte sig selv projektledere, men som ikke anede en hujende fis om, hvad det vil sige at lede. De sad begravet i regneark og powerpoints og foretog sig ikke så meget andet, end at skrive og redigere i dem. De var faktisk mere forfattere, end de var projektledere.
Jeg har også mødt professionelle, der ikke var spor professionelle.
Og forfattere, hvis eneste forfatter-agtige egenskab var, at deres navn stod på en bog, skrevet af en ghostwriter - og altså ikke af dem selv.
Jeg har også mødt mange ledere, der ikke engang kunne finde ud af at lede sig selv. Som var de blevet væk i karrieren og helt havde glemt, hvor de havde forlagt sig, og tilmed var clueless omkring hvor de skulle starte med kigge - eller at lede.
Jeg har mødt pædagoger, så forbløffende upædagogiske, at de burde blive fyret.
Og lærere der ikke kunne undervise.
Og jeg har mødt Scrum Mastere, så rutinedrevet, at blot tanken om agilitet, fik det til at løbe dem koldt ned af ryggen.
Jeg har mødt rådgivere, som slet ikke ville rådgive, men havde travlt med at sælge alt muligt jeg ikke havde brug for. Og af det lærte jeg, at man som regel skal skifte ordet ”rådgiver” ud med ordet ”sælger”. Det gælder næsten i alle brancher: Bank, Forsikring, Bolig, IT osv.
Prøv selv.
Og en af mine udenlandsdanske venner har engang fortalt mig om Udlændingeservice – der trods navnet, viste det sig, ikke var særligt servicerende.
Det sker også at jeg støder på komikere der ikke er sjove. Og klovne som er sjove, men ikke ved, at de er klovne - men det er en anden historie.
Jeg er stødt på filosoffer, der kalder dem selv for filosoffer, fordi de har læst filosofi. Og det sjoveste ved det er, at de selv er de eneste der kan gennemskue løgnen – for alle andre tror på, at man bliver filosof af at læse filosofi. Lidt ligesom, at man bliver kendt af at læse ugeblade.
På Linkedin findes mange fantasifulde ting man kan være.
Man kan f.eks. være Chef for, Leder af, Direktør, CEO eller Head of en afdeling eller virksomhed med kun en ansat - sig selv.
Man kan også helt have opgivet at give sig selv en titel, og så bare fylde sit titelfelt ud med plusord. Det oversættes af den der læser titlen til: ”Jeg ved ikke en skid om hvad jeg kan, men jeg vil gerne arbejde, bare giv mig nogle penge. Giv mig en opgave, et problem, en kost eller en hæksaks, anything – I’ll do anything!”
Jeg har engang mødt en kommunikationskonsulent, som jeg slet ikke kunne forstå.
Og hendes chef, var endnu vildere. Hun sagde det samme som sin medarbejder, bare med nogle andre ord, som jeg heller ikke kunne forstå – tror jeg.
Og jeg har også mødt en innovationsvejleder der var den største efteraber ever.
Og coaches. Hold nu kæft jeg har mødt mange coaches. Er det overhovedet en beskyttet titel, eller kan Mogens fra pubben bare gå ud og slaske et skilt op, hvorpå der står alkoholcoach? Og Bitten fra frisøren: hårcoach?
Nogle gange har jeg bare lyst til at samle alle coaches i samme rum og lukke døren. Låse den og smide nøglen væk. Og så bare sætte mig ned med en bøtte popcorn og vente, indtil rummet imploderer i et vacuum af tom snak, eller eksploderer i et væld af ubesvaret åbne spørgsmål – hvad end der finder sted først.
Det eneste jeg ikke har mødt, er en løgner, der præsenterer sig som løgner. Men det ville jo også være forvirrende.
Jeg prøver ikke at sige, at alle der siger at de er noget lyver.
Jeg siger bare, at titler ofte er svære at gennemskue.
Nogen gange er de direkte misvisende, som når sælger-endelsen er skiftet ud med "rådgiver," og i andre tilfælde er de, titlerne altså, et udtryk for noget, som indehaveren gerne vil være, men ikke er blevet endnu.
De der bruger den første type titler, de lyver. Og de der bruger den anden type, de drømmer.
Løgnere ved erhvervslivet og kunderne jo godt hvordan skal håndteres. De har et kort liv, og så ekskluderes de. Men drømmere – de er mere uhåndgribelige.
Kun tiden vil vise, om de står distancen, eller falder som løgnerne.
"Hej, jeg hedder Jannik, jeg er forfatter – og drømmmer.”
______________________________
Følg mig på min facebookside.
Og vil du læse nogle af mine andre tekster med det samme, så find dem som artikler her på Linkedin eller klik ind på min hjemmeside og læs:
Sommeren 89, et pastelfarvet coming-of-age rulleskøjtetrip igennem en sommerferie i 80'erne.
Miami by day, en poetisk rejsebeskrivelse af min tur fra Atlanta til Miami, med min terminalt syge ven. Om venskab, døden og håbet.
Antikvaren i Singapore, en short story om et møde med en finurlig antikvar i Singapore, som ikke skælner stort mellem genrer og mennesker.