• Jannik Landt Fogt

Hemmeligheden bag min karriere



Foto af Robert Anasch på Unsplash.com

Jeg har aldrig fortalt den her historie til nogen.

For i lang tid var den forbundet med skam.

Da jeg kom ud fra CBS var jeg arbejdsløs i 7 måneder

Og det knækkede mig,

ser jeg nu.

Jeg var ambitiøs og ville vise hele verden hvad jeg kunne.

Og jeg mente virkeligt at jeg kunne noget.

For det havde mine undervisere fortalt mig.

I alle 7 år på studiet.

Og jeg kan huske at jeg sagde til mig selv, at jeg vil ud at skabe.

Og så ramte virkeligheden:

ingen ville skabe noget.

Og jeg læste mig igennem endeløse rækker af deprimerende jobopslag,

hvor det eneste de vil have, var at jeg skulle arbejde.

Og at man skulle brænde for ting, som INGEN kan tænde på.

Passionsløse randområder af røvsyge fagligheder.

Arbejde.

Ikke skabe

noget af værdi

eller meningsfuldt.

Bare arbejde.

Så jeg rettede ind.

Og slugte en portion stolthed -

skyllede den ned med min selvtillid.

Og mødte op på jobcenteret og blev sendt videre til anden aktør,

for jeg var jo ung og akademiker og havde gode karakterer,

og skulle håndteres på en anden måde end alle de gamle fordrukne sutter,

der heller ikke kunne få et arbejde.

Og jeg glædede mig,

Og troede virkelig på, at de kunne hjælpe mig

og glemte fuldstændig, at jeg måske slet ikke havde brug for hjælp,

men kun et lille skub i den rigtige retning.

Men jeg tog imod den - hjælpen,

indtil jeg indså

at anden aktør behandlede mig

som en gammel fordrukken sut.

Og at alt hjælp kommer med en pris.

Jeg husker særlig en farce:

min kone og jeg venter vores første barn,

og som første gangs forældre nu er, er også vi ekstra sensitive i denne periode.

Omkring mig, andre i samme situation;

unge fyre med usikre vaklende blikke

og unge kvinder med store maver, fyldt med liv.

Og vi befinder os i et lille fugtigt lokale.

På en regnvejrsmandagsmorgen.

I et industrikvarter der kunne være hvor som helst.

Hos en anden aktør.

Og vi er alle håbefulde akademikere.

Cremen af dansk ungdom,

som det øverste lag på en suppe, man skraver af og smider væk.

Men vi har lys i øjnene,

og spændte på alle de jobmuligheder som vil blive præsenteret for os.

Vi er 20 i lokalet. Måske 30.

Og vi bliver mødt af et oplæg om to HK-stillinger,

der ikke engang er formuleret som jobopslag,

men som to røvsyge titler på et udprint af krøllet papir med kaffepletter  

og et enkelt job på Grønland.

På Grønland.

Og efterhånden som oplæggene skrider frem,

går det op for alle i lokalet, at jobkonsulenten der taler,

også bare er en arbejdsløs, der er blevet ansat af anden aktør,

igår.

Og jeg ser lysene omkring mig blive slukket.

Og så tydeligt som bobbelplast

kan jeg høre drømmene briste

overalt i lokalet.

Og jeg tænker,

at hvis det her fortsætter

så har vi fire spontanaborter lige om lidt.

Da oplægget er ovre,

tager jeg og en anden kursist,

os mod til at fortælle jobkonsulenten,

at på universitetet og på handelshøjskolen

havde de Mærsk, Coloplast og Novo,

og andre store virksomheder ude at fortælle,

om mulighederne i deres virksomheder.

Og vi spørger jobkonsulenten, hvorfor de ikke også gør det samme her.

Og hun svarer

”at som anden aktør, har vi metodefrihed.”

Hele min verden faldt sammen med det svar.

For det gik op for mig,

at mine studier havde ført mig lige tilbage i børnehaven.

Til opbevaring, på ubestemt tid.

Og som om det svar ikke var nok,

så gav hun mig mit livs største lærestreg og sagde,

”de virksomheder som I nævner, de vil jo have de dygtigste studerende,”

 mens hun smilte.

Og lige der forstod jeg,

at alle jo ikke kan være de dygtigeste studerende,

og at jeg måtte begynde at lyve.

Og spille det spil, som erhvervslivet forventer.

Og man kan grine, når en eller anden siger ”fake it til you make it.”

Men det er ramme alvor.

A way of life - a code of conduct.

Arbejdets og karrierens mantra. 

Så jeg forklædte mig som voksen,

i jakkesæt og sko med hårde såler

og slugte endnu en portion stolthed.

Og skyllede den denne gang ned,

med min integritet. 

Og jeg startede som et løntilskud.

I kommunen.

I et job, som de sagde var oprettet specielt til mig,

for løntilskud’ere måtte ikke tage rigtigt arbejde fra andre duelige.

Det er jo social dumping.

Men det var løgn, for der havde været tre andre i stillingen før mig.

Men jeg var ligeglad, for det var arbejde.

Og jeg kom videre i kommunen og blev specialkonsulent i regionen

og senere ud i det private

hvor man,

som de sagde,

arbejdede rigtigt.

Og jeg blev konsulent, og senior konsulent, og projektleder og scrum master

og fik certificeringer,

og fakturerede mine timer og ekspensede mine frokoster med kunder.

Og pengene væltede ind.

Og livet kørte på skinner.

Og der skulle gå 20 år.

Og min nærmeste ven skulle dø,

før det gik op for mig,

at det som andre kalder for en karriere,

for mig, var en deroute

der startede på et jobcenter

og med en instruks

i at lyve.

For andre,

men mest for mig selv.

For INGEN vil ansætte en arbejdsløs.

Derfor blev de syv skamfulde måneder forklædt

som noget andet på mit cv

og er det stadig, den dag i dag.

Og det, der var mest skræmmende

for en naiv og følsom fyr som mig,

var,

at det virkede.

Og at min mor tog fejl

Og at Green Day havde ret;

man kommer ikke længst med ærlighed – man kommer faktisk ingen vegne,

og nice guys finish last.

Så til alle jer derude I samme situation.

Skub brystet frem, klem ballerne sammen,

og skid hul i realiteterne.

Mød op med forberedte løgne,

og træd i ind i hamsterhjulet og giv den fuld slæde.

Og tab dig selv midlertidigt i arbejdsjunglen.

Og find tilbage når du skal pensioneres,

og det hele er for sent.

Der er ingen anden udvej.

Og så måske

alligevel:

Personlig revolution!

Hav mod til at fortryde og til at spole tilbage.

Vær en transformator.

Genopfind dig selv.

Lyt.

Læs.

Lær.

Nik og smil.

Og gør så.

whatever the fuck der passer dig.

Prøv ting af, vær modig!

Fail fast!

Adjust.

Repeat.

GO! 

NU!


--------


Følg mig på min facebookside.

...eller hvis du foretrækker det på Instagram eller Linkedin


Og vil du læse nogle af mine andre tekster med det samme, så find dem som artikler her på Linkedin eller klik ind på min hjemmeside og læs:


Sommeren 89, et pastelfarvet coming-of-age rulleskøjtetrip igennem en sommerferie i 80'erne.


Miami by day, en poetisk rejsebeskrivelse af min tur fra Atlanta til Miami, med min terminalt syge ven. Om venskab, døden og håbet.


Antikvaren i Singapore, en short story om et møde med en finurlig antikvar i Singapore, som ikke skælner stort mellem genrer og mennesker.

26 visninger
 

©2019 by Jannik Landt Fogt.