Den typiske reaktion, når jeg fortæller hvor jeg kommer fra er flakkende blikke. Som om skammen ikke bemærkes, hvis man undgår øjenkontakt. Og det sjove er, at skammen ikke sidder i mine øjne. Den findes i de andres, der skammer sig på mine vegne. Over mit liv i armod. Og det er næsten som om, at det krænker dem. At en som mig, er fra et sted som dér. Som om en normal tilværelse, er en umulighed vest for København.
Jeg er født i Glostrup, havde min barndom i Brøndby ungdom i Albertslund, gymnasietid i Høje Taastrup og et ekstra år på HH i Ishøj Så jeg har været hele W’et rundt. Svømmet rundt i mit eget bræk i alkoholrus og hashtåger, blevet revet væk fra slagsmål i sidste øjeblik og på mirakuløs vis gået fri af stofferne der flød omkring mig som cigaretskodder i gaderne. Og jeg har set venner få tæv uden at have løftet en finger i provokation. Set brændende biler, brudte familier og voksne der græd. Men jeg selv har været forskånet. Gået uden om. Kommet igennem, og ud på den anden side, med skindet på næsen.
Når jeg en sjælden gang i mellem kommer tilbage. Så hører jeg historierne Om de heldige drenge, som kunne bruge deres oplevelser konstruktivt. Anders ”Anden” Matthesen. Guitar Dan. Suspekt. Phlake. Daniel Agger. Outlandish. Og alle de, der bare er blevet normale familiefædre. Men også historierne om alle dem der ikke slap ud. Om dem som Westegnen gik i årerne på. Om rockerne og taberne De nedbrudte og apatiske Dem der er anbragt og sendt på opbevaring. De fængslede og de døde. Og så slår det mig, At jeg ikke aner, hvad det er der gjorde, at jeg slap med skrækken. Og så føler jeg mig så fandens heldig Og uendeligt privilegeret.
Og det er faktisk heller ikke nemt Når man er så hvid og bleg Og mand og fyrre, som jeg. Og gerne vil være Rock n’ Roll. Men bare må sande. At løbet er kørt Du er blevet for gammel Og for skaldet Og alt alt alt for privilegeret.
Men skammen. Den kan de tage og stikke skråt op. Og beholde for sig selv. Den kommer jeg ikke til at tage på mig. Ik’ skammen over at være fra Westegnen Og ik’ over at være en privilegeret hvid mand. Begge dele bærer jeg som det fucking behager mig. Og hvis de ikke kan tåle det, kan de få et bandeord og en finger med på vejen til at matche deres krænkelsesparathed. For er der én ting jeg har lært på Westegnen, Så er det, at her dømmer vi ikke folk på oprindelse, eller deres position i samfundet. Begge dele er ukurante valuta. Vi har vores egen politiske korrekthed Gadens morale. En form for fælleskabsetik. Social kapital uddeles her i overensstemmelse med størrelsen af menneskers hjerter og deres rummelighed. Her tolererer vi ikke de intolerante. Og den del. Lige den del, har også jeg i årerne. Som alle de andre drenge fra Westegnen.