• Jannik Landt Fogt

Danmarks politikere er latterlige fortravlede enetalere



Hastværk er en ny tendens i Dansk politik anno 2021. Ser man eksempelvis på minksagen, på den nye beskatning af bogbloggere, på nedlukningen af videregående uddannelser i storbyerne og på den foreslåede beskatning af kunstnere, så peger alle disse fire nedslag på en ny politiske virkelighed: En magtfuldkommen politisk elite der anvender hastværk til at tvinge sin politik igennem.


Af alle latterlige ting forekommer det mig, at være det allerlatterligeste at have travlt, skrev Søren Kierkegaard i hovedværket Enten – Eller. Det er 178 år siden. For fjorten dage siden sygemeldte Jacob Mark (SF) sig fra folketinget. Han er ved at blive blind af stress.

Tillad mig at stille en diagnose, ikke af Jacob, som jeg desuden ønsker god bedring, men for hele den politiske forsamling i Danmark: I har for travlt. Politikerne kæmper med endnu et coronaudbrud. Samtidig kæmper regeringen med den shitstorm der er opstået efter de slettede SMS’er fra minksagen, hvor det gik lidt hurtigt. Regeringen havde så travlt, at man lukkede et helt erhverv, uden at have lovhjemmel til nedlukningen. Der var ikke tid til at gøre det ordentligt. Det kostede så Mogens Jensens (S) sin ministerpost, og et både dyrt og tidskrævende efterspil med minkkommisionen der indtil videre er kulmineret i Mette Frederiksens sms-pressemøde, hvor hun ikke overraskende konkluderede: ”Vi havde travlt, når man har travlt sker der fejl, lev med det.” Pressemødet, tror jeg, vil for eftertiden være en ligeså karakteristisk begivenhed som Schlüters udsagn om, at der intet er fejet ind under gulvtæppet og Nyrups cykelhjelm.


Problemet med politikernes fortravlede arbejdskutymer er, at de siver ned af. Deres måde at arbejde på, lægger sig ud i embedsværket, drysser ud i virksomhederne og institutionerne og sætter sig i borgernes kroppe og sind. Det er jer politikere der sætter dagsordenen, men det er også jer der sætter tempoet. Når tempoet stiger, når man mere, det er klart. Men der begås også fejl. Jeg er ikke fortaler for en nulfejlskultur, det er jeg lige nødt til at understrege. Men jeg er imod, at man begår irreversible fejl i hastværkets navn.


"Regeringen anvender tidspres til at tvinge politik igennem og travlhed som undskyldning for egne fejl. Det er en modus-operandi der gennemsyrer hele samfundet og medfører stressede medarbejdere, apatiske borgere og kaskader af dårlige beslutninger."



Ved siden af Corona epidemien og minkincidentet så kæmper det danske embedsværk, også med politikere der tilsyneladende er gået reformamok og som tvinger halvfærdigt og uigennemtænkt politik ned over hovederne på befolkningen. De har travlt vores kære politikere. Det er jeg ikke i tvivl om, men en del af travlheden er selvforskyldt. For travlheden – tidspresset - er en strategi.


Coronahåndteringen som symptom Regeringen kæmper med en coronaepidemi, hvor intet ansvar uddelegeres. Landet styres fra pressemøder hvor restriktioner og nedlukninger dikteres fra landets inderste magtcentrum. Som borgere, ansatte, frivillige og selvstændige har vi været igennem hele møllen før, så hvorfor ikke uddelegere noget ansvar, udarbejde nogle vejledninger, nogle SOP’er som vi kalder det i erhvervslivet. Standard Operating Procedures; vejledninger der sætter den enkelte og de lokale samfund i stand til at manøvrere under stigende smittetal. Det er foreslået flere gange, men regeringen følger en anden strategi: de holder kortene tæt og dikterer fra pressemødernes talerpulte.


For to uger siden mens smittetallene steg og steg, blev min yngste søns fodboldstræning aflyst de næste 14 dage uden anden begrundelse end de stigende smittetal. Samme uge kunne min ældste tage til svømning på et hold, der ugen før, havde haft en svømmer der var testet positiv for corona. Den lokale håndtering af corona forekommer fuldstændig randomiseret. Hvorfor? Fordi der ikke er nogle standarder. Fordi vi som befolkning er frataget vores initiativ og vores handlekraft. Vi styres, selv her i tredje bølge, fra pressemøde til pressemøde. Kommunikationen går én vej. Det er monologer, enetale og formynderi - og meget lidt dialog.


Det her debatindlæg skulle slet ikke handle om corona. Men jeg har taget Corona håndteringen med, fordi den er så symptomatisk for regeringens måde at arbejde på. Coronahåndteringen er et symptom på en arbejdsmetodik, hvor magt centraliseres og hvor tidsforløb enten bruges til at presse andre til at makke ret, eller som undskyldning for egne fejl.

Lad mig komme med tre andre eksempler – tre nedslag i dansk politik anno 2021.


Klapjagt på bogbloggere, lukning af uddannelser og beskatning af kunstnere I februar 2021 blæser skatteministeriet til kamp mod bogbloggere. Bogbloggerne sidestilles med influencere som skat har jagtet siden 2019. Der skal betales skat af de gaver som influencere får af deres samarbejdspartnere, det samme gælder altså nu for bogbloggerne. Udspillet fra skatteministeriet rammer bogbloggerne hårdt, der nu skal til at betale skat af de bøger som de får til anmeldelse. Bøger de får, så de kan lave et ulønnet stykke arbejde. Reglerne betyder, at bogbloggere der for det meste anmelder bøger for sjovt, nu skal bruge en del af deres regulere indtægt på at betale skat af de bøger som de får fra forlagene. I jagten på peanuts har Skat glemt at stille to centrale spørgsmål:


1. Er det overhovedet fair, at forlagene benytter bogbloggerne som ulønnede markedsføringsmedarbejdere?


..og


2. Hvis bogbloggerne skal til at betale skat af de bøger de får fra forlagene, hvordan påvirker dette så det litterære kredsløb? Anmeldes der f.eks. færre bøger fra den såkaldte smalle litteratur, dvs. ofres bredden i dansk litteraturformidling i skats jagt på indtægter fra småt indtjenende hobbyskribenter?

Det siger sig selv, at disse spørgsmål stadig hænger ubesvaret hen, men politiken er vedtaget og implementeret.

Vi skifter til et andet resort: Uddannelsespolitik. Regeringen har sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Ny Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne indgået en aftale der hedder ”Tættere på – flere uddannelser, stærkere lokalsamfund”. Med aftalen vil regeringen rykke uddannelsespladser ud af storbyerne. En af uddannelsesinstitutionerne der rammes er Copenhagen Business School. I ren panik har CBS valgt at nedlægge fem uddannelser på Frederiksberg. Da beslutningen skal høres i Akademisk Råd, blokerer de studerende for mødet. De føler sig ikke hørt. CBS-ledelsens svar: Time is an issue, vi har travlt og skal fremlægge en sektorplan for politikerne lige om lidt. Vi har ikke tid til at inddrage jer.

2000 har på få dage underskrevet en protesterklæring mod nedlægningen af uddannelserne. Eleverne er sure. Som en gentagelse af studenteroprøret i 68, har eleverne lavet mailstorms, og blokader på deres uddannelsesinstitution. På Handelshøjskolen! Journalister har døbt protesterne for Blazer-revolutionen. Underviserne og forskerne på CBS er også sure, for deres forslag har ledelsen ignoreret, de har jo travlt, men især er forskerne og underviserne usikre. De er bange for om de skal fyres. For en nedlæggelse af uddannelser, er jo også en nedlæggelse af de bagvedlæggende forskningsmiljøer som det har taget årtier at bygge. Forskningsmiljøer der har publiceret internationalt anerkendte artikler, der har fået udenlandske forskere til at sammenligne CBS med London School of Economics. Alt det er lige meget - uddannelserne skal ligge på landet.


Vi skifter tilbage til skatteministeriet, der netop har foreslået at alle kunstnere fremover skal betale moms. Flere hundrede kunstnere, der i forvejen lever en prekær tilværelse med kludetæppeindtægter, ingen muligheder for pensionsopsparinger og med svingende indkomstgrundlag råber vagt ved gevær. Blandt andet er Dansk Forfatterforening ude, og påpege de mange fejlagtige antagelser i skatteministeriets udspil, såvel som det virvar af uhensigtsmæssigheder som forslaget vil resultere i. Til slut beder forfatterforeningen skatteministeriet om en udsættelse på to år, sådan at hele branchen kan forberede sig på forandringen. Skat har nu udskudt forslaget. En måned.


Forhastede processer og mangel på dialog er et demokratisk problem Jeg har herover, foruden coronahåndteringen, listet tre nedslag i dansk politik anno 2021: Beskatning af bogbloggere, momspålæggelse af kunstnere og en uddannelsespolitik med optagelsesloft i storbyerne og nedlukninger af unikke uddannelser. Hvorfor er de her tre nedslag relateret, kunne man spørge. Det er de, fordi alle de påvirkede mennesker; fagforeningerne, virksomhederne der skal implementere politikkerne og alle de borgere/elever/bloggere/virksomheder som de politiske aftaler rammer, beder om det samme: Mere tid. Tid til at reflekterer over den førte politik, og over de forandringer som de skal leve under. Men de efterspørger også noget andet; reel inddragelse, eller helt kort: Dialog.

Medindflydelse er fundamentalt for mennesket. Det er side 1 i de fleste grundbøger om forandringsledelse, og det er en hjørnesten i demokratiet. Hvis ikke man inddrager tidligt, så afvises forandringer. Mennesker har det ikke godt med at blive presset, tvunget og sat udenfor indflydelse. Man kan også sige det på en mere erhvervsøkonomisk måde: Den tid du vinder ved ikke at inddrage i starten af en forandringsproces, den taber du tifold når du begynder at implementerer, fordi der ydes modstand. Det er på lang sigt både dyrere og mere tidskrævende at bekæmpe modstand end at faciliterer medindflydelse.


Alle jer politikere er nødt at ville dialogen. Det er dialogen der er det mest fundamentale i vores demokrati. I er nødt til at værne om processerne, og her mener jeg ikke bare hørringsvar. Hørringsvar er ikke proces nok, og det er ikke demokratisk at inviterer folk ind til høring efter politikken er udarbejdet og I allerede har besluttet jer. Læg nu den magtfuldkommenhed lidt væk, og tag fagfolk, eksperterne og borgerne ind imens i udformer politikken.

Når I ikke inddrager os, så fratager I os muligheden for at tage ejerskab. Vi mister muligheden for at lægge vores egen mening i jeres politik og når vi mister meningen, så er det næste offer tilliden: Tilliden til jer. Det her er et demokratisk problem, og jeg frygter, at vi vil komme til at se det i fremtidige valgdeltagelser, men også i menneskers lyst til at engagerer sig i politik og frivilligt arbejde.


Så min bøn til de danske politikere er: Gear ned, og fokuser mere på, at gøre det rigtige på den rigtige måde. Det er mere effektivt og der kommer gladere medarbejdere og borgere ud af det.


Uden inddragelse, uddelegering og dialog ender I med, i bedste fald at blive latterlige, og i værste tilfælde blinde.


Demokratiet som I politikere er valgt til at styre, er funderet på dialogen: Now walk the talk.

47 visninger1 kommentar

Seneste blogindlæg

Se alle