• Jannik Landt Fogt

Anmeldelse af Snowpiercer & Platformen



Skal man tro på Netflix, er der to helveder. Et horisontalt og et vertikalt. Det horisontale hedder ”Snowpiercer” og det vertikale hedder ”Platformen”.


Både serien Snowpiercer og filmen Platformen er udstillinger af samfundsklasser. De er begge mareridtsagtige illustrationer af klassedynamikker og af hvordan vi som mennesker gebærder os i vores egen klasse, og hvordan vi reagerer når vi enten stiger eller falder. Både serien og filmen tager seerne på en "rejse igennem klasserne", for at fortælle os noget grundlæggende om den menneskelige tilværelse. Begge er noget af det mest vedkommende sociale-sci-fi jeg har set længe - ingen af dem er for sarte sjæle.



Jeg var forbeholden ved Snowpiercer. Herhjemme, såvel som i USA har den fået lunkne anmeldelser. Jeg har læst tegneserierne der danner baggrund for serien, og synes de er virkelige gode. Derfor var jeg også oprigtigt bange for, at Netflix endnu en gang, ville strække et godt oplæg til en lang og tynd og kedelig serie. Men det er ikke tilfældet med Snowpiercer. Faktisk synes jeg at den på mange måder er bedre end tegneserien. Om kvaliteten er så høj, fordi Netflix blot har købt serien fra TNT, skal jeg ikke gøre mig klog på.


Snowpiercer er i tegneserien en luksustog fra en svunden tid. Et tog der ligner de toge vi selv kender. I Tv-serien er Snowpiercer en klaustrofobisk high-tech labyrint. Men toget er også et diktatorisk og undertrykkende samfundshelvede på hjul. Settingen – toget og samfundsklasserne – er lånt fra tegneserien, men dramaet er nyopfundet, skrevet til TV-serien og det fungerer eminent.

I Tv-serien er toget produceret af den eksentriske og mystiske Wilford, manden bag Wilford Industries - så en ond megakoporation er der også blevet plads til. På toget er der den luksuriøse første klasse, anden klasse, og arbejderne i tredje klasse og så er der i bunden af det 1001 vogn lange tog ”Halen”, hvor alle de, der ikke var rige nok til at købe billetter, bor. Da verden gik under, og toget skulle bordes, klemte en desperat mængde af mennesker sig ombord på toget. De ekstra passagerer udfordrer det selvfosynende tog, for de var selvsagt ikke en del af beregningerne da toget blev designet. Det er syv år siden at de ekstra passagerer møvede sig ombord , og de har været fanget i Halen lige siden, overladt til dem selv i lukkede vogne, og med rotter som føde.


Serien starter med, at folket i Halen skal til at lave oprør, da deres leder Andre Leyton (spillet af Daveed Diggs) hives ud af halen og tages længere op i toget. Det viser sig, at han, før han kom ombord på toget, var kriminalefterforsker. Og nu har folket på første klasse brug for hans hjælp, for de fundet et lig uden arme, ben og dilller. Der er en morder løs, og den rebelske eks-politimand bliver tvunget til at skulle opklare det bestialske mord. Imens pønser han på, hvordan han kan skabe et oprør og komme folket i Halen til undsætning.


Tilbage i maj kaldte The Guardian serien for ”Steampunk Law & Order” og gav den 3 ud af fem stjerner. TV-serien fik skæld ud for at være en simpel krimi pakket i sci-fi-klæder.

Udover et par æstetiske træk hist og her, så har serien INTET at gøre med steampunk. For helvede toget kører ikke engang på damp! Men hvad angår ”Law & Order” så har The Guardian ret. For serien er delvist en krimi – der ér et mord der skal opklares. og faktisk er det, som Guardian kritisere mest, præcis det, som jeg finder bedst. De første fem afsnit hvor opklaringen af mordet driver fortællingen, fungerer i mine øjne bedre end de sidste fem hvor revolutionen driver historien. Men begge dele er gode!

Serien udmærker sig desuden ved at have flere interessante karakterer, som alle er velspillet.


Jennifer Connolly spiller Melanie Cavil, togets ”stemme” og lederen af Hospitality-services. Hun er en dreven kvinde med ambitioner ligeså høje som Snowpiercer er langt og med en vægt på sine skuldre der truer med at knuse hende.


Aleks Paunovich spiller den karismatiske og vansirede ”Breachman” der arbejder med at reparere huller.




Sam Otto spiller John ”Oz” Osweiller, en egoistisk britisk ung mand, der før verden blev frosset over var midfielder på et fodboldhold. Nu er han en af Snowpiercers Brakemen, en form for politienhed. Når han ikke får sine kicks af at terrorisere passagerne, slynger han Kronole (et rusmiddel) for blowjobs i de bagerste vogne af toget.


Timothy V. Murphy spiller Commander Nolan Grey, chef for sikkerhedsvagterne (the Jackboots). Han er stort set on edge hele serien igennem, og med et djævelsk smil og sin tykke irske accent er han en karakter, jeg hele tiden ønsker at se mere til.


Mickey Sumner spiller Bess Till, hvis hele rejse om bord på Snowpiercer er en stor kløft mellem rigtigt og forkert. Hun er partner til ”Oz” og altså også en Brakeman og udfordres konstant af, at hendes job sætter hende i situationer hvor hun er vidne til begivenheder der strider mod hendes moralske kompas. Karakteren kompliceres yderligere af, at hun har en affære med Susan Parks Jinju Seong der er en stikker for Melanie Cavil. Tal om at være i et tight spot! Yikes!


Jeg kunne nævne en række flere skuespilspræstationer der er gode og det er, synes jeg en sjældenhed. Manuskriptet til serien er skrevet så der er dybe karakterer nok til at få ukendte skuespillere, til at stå frem i lyset og skinne.



Man skulle ikke tro, at man kunne klemme så meget dystopi ind i et tog, men Snowpiercer har det hele; Kannibaliserende dræberkulter, et fængsel der hedder ”skufferne” og er, ja – skuffer som de kriminelle lægges i dvale i, et gusten rusmiddel der kaldes Kronole, som giver misbrugere sort tandkød, en nattevogn, der fungerer som Schweitz og er en nydelszone hvor politik ikke er tilladt, og til sidst har Snowpiercer The Folgers, en skrupskør rig og magtsyg familie.


Seriens sceneri er skrabet, men det virker: De smalle gange og trange lokaler føjer til seriens klaustrofobiske stemning.


Snowpiercer har en scorer på 6.3 på Imdb. Og det er, i mine øjne en kæmpe fejl. Den er en af de bedste serier der er kommet ud på Netflix, siden Stranger Things.




Netflix’s Snowpiercer er et originalt take på en i forvejen formidabel og original tegneserie. Den er et hole in one, et science fiction festfyrværkeri, en samfundsmæssig kommentar, stykker af lommefilosofi serveret i mundrette bidder, og et stykke velskrevet drama med fængende og dybe karakterer der manøvrere i en klaustrofobisk gråzone. Som en af karaktererne siger i afsnit 5: ”Since we boarded this train, morality has become a moving target.”


Her er der ingen definitivt gode og ingen onde – blot valg der skal træffes, nogle for egen vindings skyld, andre for menneskehedens skyld. Nogle gang er motiverne sammenfaldne, men for det meste ikke.


I seriens moralske gråzoner minder den om nogle af de aller bedste øjeblikke i Walking dead.


Det smukkeste ved Snowpiercer er, at bedst om man tror på, at det hele bliver bedre, bliver det bare grimmere og grimmere.


Det her er Snowpiercer, 1001 vogne lang. Se den, se den, se den!



Og nu til noget helt andet!

...og så alligevel ikke.


For vi bliver i samfundsklasserne, og en meget grimmere kommentar om sociale klasser end den man finder i Platformen, findes ikke.


Filmen er spansk og instrueret af Galder Gaztelu-Urrutia, og den vandt en pris på Toronto International Film Festival sidste år. Platformen kammer over fra Sci-fi og bliver til horror.

Selvom den har klassekommentarerne tilfælles med Snowpiercer, så er Platformen bare noget andet. Helt andet.


En ung mand ved navn Goreng (spillet af Ivan Massague Horta) vågner i et betonværelse med nummeret 48 trykt på væggen. I midten af rummet, er et stort hul, så man kan kigge ned og op på etagerne over og under. Goreng bor altså på etage 48. Her bor også den ældre herre Trimagasi (spillet af Zorion Eguileor) der forklarer at de befinder sig i et ”vertikalt self-management center”. Trimagasi forklarer at 48, er en god etage, og at han har været på etage 132 som var rædselsfuld. Det er nemlig sådan, at der hver dag kører en platform ned igennem hullet i midten af rummet, og at platformen her, er fyldt med mad – som dem ovenover ikke har spist. Jo længere ned, platformen kører, jo mindre mad.

Det vertikale selv-regulerende center bringer tankerne hen på andre anstalters design, og deres regulerende eller dehumaniserende effekter. Det bedste eksempel er Jeremy Benthams/Michel Foucaults ”Panoptikon” der præcis som platformen er det, er en organisering af rum, der påvirker de mennesker der opholder sig i det. Man skal ikke have de store tolkningsbriller på, for at se, at platformen er et billede på samfundets klasser, fra øverst til nederst.


Filmen er som sådan ikke drevet af en fortælling, men af symbolik. Den er en række af scener, nøje sat op, for at levere sine punchlines. Det er simpelt og usubtilt, men det virker! Scenerne der både er filosofisk interessante, medrivende og rædselsfulde, holder beskueren fanget i et jerngreb.

I skyggen af de rædselsfulde scener, titter humoren frem hist og her, og det gør filmen lettere at fordøje.


Hvor Snowpiercers kritik mest gik på det diktatoriske samfund, er Platformens kritiske blik langt mere nuanceret. Man kan forledes til at tro, at Platformen, og dens ujævne fordeling af goderne, er en kritik af kapitalisme, og det er den til dels også, men hvis problemet er kapitalisme, så er svaret, for en gang skyld ikke socialisme. Filmen går faktisk ret langt, for at pointere, at socialisme er ligeså ringe en fordelingsmekanisme som kapitalisme er. Men den kommer ikke med et alternativ.

Det er forfriskende med en instruktør der ikke falder i de vante politiske skyttegrave, og har nosser nok til, at ryste publikum på begge sider af det politiske spektrum. Måske netop derfor er filmen horror. Der er intet svar - ingen udvej.

Røde som blå, øvre etager som laveste etager: Vi står i lort til halsen, og har ingen handlemuligheder.


Find Panna Cotta’en frem, for du får brug for noget sødt til at tage den grimme smag, når du sætter dig til rette for at se Platformen!


Det er en film der ville gøre sig virkelig godt til en dissusionsaften.


45 visninger
 

©2019 by Jannik Landt Fogt.