• Jannik Landt Fogt

Anbefalinger fra Marts 2020

På magisk vis lykkedes det mig at læse seks stykker skriblerier her i hjemmeundevisnings-coronamarts. Læselysten er intakt, men det halter lidt med energien. Med to poder hjemme, er det mest HBO eller Netflix der kalder på mig, når dagen er overstået. Anyway så har jeg et par læseanbefallinger klar, hvis du altså kan møsntre energien.


Læs med herunder.





Dennis Gade Kofod // Superhelte i det hele taget //

Roman, 159 sider, 2009, Rosinante


Jeg holder virkelig af Dennis Gade Kofods krøllede hjerne. Hans settings, personer og plots er altid overraskende og skæve.

I ”Superhelte i det hele taget” fusionerer Dennis et tungsindigt emne som angst med spraglede spandexklædte superhelte.


I den korte roman følger vi Per, der har angst og lever på kanten af livet. I sine fantasier taler han med Phoenix/Jean Grey, superhelten fra X-men.

Den korte roman er et skævt hverdagsdrama set gennem angstens øjne og med fantastiske små og sjove personligheder. F.eks. eks-alkoholikeren som Per møder ved færgen.


”Glæder du dig ikke til næste gang, du skal knalde? Mandens stemme er meget mild og, og Per kan egentlig ikke høre noget lummert i spørgsmålet. Det er både bramfrit og sagligt på samme tid.


”Jeg kan knalde så længe, at jeg bliver helt varm. Det er ligesom, når jeg spiller badminton med min bror. Helt varm, forstår du. Med bløde, rolige muskler i hele kroppen. Jeg sveder så det føles som ansigtet glider af.


Bogen er fuld af sådanne små finurlige billedlige betragtninger: At knalde til ansigtet glider af. Det er sgu da poetisk!


Per selv har også nogle gode poetiske betragtninger, blandt andet om det, at være voksen.


”Henriette taler ikke om sig selv på den måde, hun ville sikkert påstå, at hun altid ser sig selv indefra, som et barn, der har det voksne menneske på som tøj. Mennesker med forestillingen om at have en barn fanget i sig, er ellers fuldstændig umulige at være sammen med for Per. […] men langt de fleste fleste mennesker, der beskæftiger sig med professionel omsorg af børn, er på den ene eller anden måde ikke selv færdig med at være børn, det siger al den erfaring, Per har samlet på det område. Og som regel er det, fordi de selv mener, at de ikke fik lov til at være børn, da de var små, hvad end det så skal betyde. Det er Per sikker på.


Bogen er hurtigt læst, og selvom angsten og apatien driver ned af siderne, er der poetiske øjeblikke som løfter blikket og trækker i læserens smilebånd. Det er faktisk den eneste bog længe, der har fået mig til at grine højlydt. Læs!

Martin Kongstad // Han danser på sin søns grav

Novellesamling, 249 sider, 2009, Lindhardt og Ringhof



Jeg har ville læse denne novellesamling i en evighed. Nu fik jeg det så endelig gjort, og den skuffer ikke. Kongstads syv fortællinger er en tour de force igennem det privilegeret Danmark, hvor der, som bagsiden indikerer: skides hemningsløst i egen redde. Bogen er en udstilling af de privilegeredes liv og den livslede der følger med selvom omgivelserne er ved at drukne i luksus.


Bogen fik mig flere gange til at tænke på Jan Sonnergaards ”Jeg er stadig bange for Caspar Michael Pedersen” der også er en novellesamling som portrættere livet i den danske overklasse. Alligevel er bøgerne MEGET forskellige. Sonnergard, synes jeg, efterlod læseren bitter, hos Kongstad griner man – og det er sgu’ næsten mere sørgeligt!

I gennem de syv fortællinger følger man samme person, Mikkel Valin der er madskribent på et dansk dagblad. Det er Mikkels blik, og især det sidste kapitel hvor han besøger det kollektiv han voksede op i, der binder de syv noveller sammen, så novellesamlingen snarere bliver en form for roman.


Sproget er noget af det bedste jeg har læst i år – ikke fordi det er poetisk som Knud Romers eller Knausgårds, men fordi det er letlæseligt, medrivende og humoristisk og på en måde står i stærk kontrast til bogens til tider dystre temaer. Den anbefales, kort sagt!

Jeremy Haun & Jason A. Hurley // The Beauty, Bind 1

Tegneserie, ca. 200, 2016, Image Comics


Ovre på Instagram har jeg i forbindelse med #SpeculativeSunday anbefalet “The Beauty”, og nu fremhæver jeg den også her på bloggen.

Det er en tegneserie der er drejet om en spændende tanke, især i disse Coronatider. Den er virkelig ret godt skruet sammen. Tanken i centrum er: ”Hvad nu hvis en sygdom havde gode bivirkninger? The Beauty lyder jo nærmest som titlen på et eventyr, ik’ sandt? Det er det bare ikke. The Beauty er en kønssygdom. En kønssygdom som alle vil ha’ fordi den bl.a. får dit stofskifte til at stige og nårh ja, så har den også den bivirkning, at den gør dig køn. Inden verden har taget et åndedrag, er sygdommen overalt. Der opstår bevægelser for og imod Beauties, som de smittede kaldes, og hele verdens befolkning har pludselig fået et nyt klasseskel at skændes om: de grimme og de smukke,

Sygdommen spreder sig selvsagt hurtigt, og først alt for sent, finder man ud af dens reelle bivirkninger: du dør ung, og i smerte, når stofskiftet tvinger din krop til at selvantænde. I første bind af The Beauty følger man de to efterforskere Vaughn og Foster der som Mulder og Scully (bare kønnere) kæmper mod en sammensværgelse der stikker højt. Andet bind i serien er en form for novellesamling. Her følger man forskellige mennesker i afgørende øjeblikke under beauty-epidemien.

Tegneserien er virkelig velskrevet og stregen er smuk og medrivende.

6 album står til at udkomme næste år.

Tobias Stenbæk Bro // Væddermændenes nat – Et varsel om storm 1

Roman, 318 sider, 2018, Turbine


Væddermændenes Nat er velskrevet low fantasy for voksne. Har du post-game of thrones depression, som mig, så synes jeg at du skal gribe væddermændenes nat og komme i gang.

Fortællingen er ambitiøs og favner både et politisk rænkespil bag de personlige fortællinger samt et spændende personbåret plot, hvor man som læser følger de tre meget forskellige brødre på den lille gård Ravnehøj i kongeriget Agamore. Den yngste Stormfrik på omkring de 16 år er flokkens vildbasse. Han er god med bue og pil og hænger tit ud med faderens væbner (Harrin) der er fra Grænselandet: et område der er ilde set i Agamore. Cedrik er sønnen i midten. Han er et år ældre en Stormfrik og den klogeste af drengene. Han har studeret på universitetet i Sydagamore og hans største drøm er at komme langt væk fra Ravnehøj og rejse ud i de Brudte Riger. Den ældste søn Rodrik er arvtagerne til Ravnehøj, og forlovet med Olyssia der er datter af ridderen af Havhus, en borg ved Skumsprøjtsklippen. Han er forelsket i Olyssia, og er derfor knust, da forlovelsen afbrydes, af årsager der ikke skal afsløres her.


Fortællingen kulminerer på en nat, hvis begivenheder vender drengenes hverdag på hovedet, og til aller sidst, i et prologisk kapitel løftes lidt af sløret for, hvorfor denne nat er kommet i stand. Kapitlet illustrerer på fineste vis, hvor meget større, hele fortællingen om Agamore er.


Tobias Stenbæk Bro, tager sig tid til at fortælle historien - og karaktererne, såvel som deres indbyrdes relationer bygges stille og roligt op efterhånden som handlingen skrider frem. Der er ingen hastværk og ingen krimi-stress bare good old fashioned medrivende eventyrfortælling som jeg nød til fulde. Bogen er kun på 318 sider, hvilket vel er i den lave ende, når vi taler om fantasy, men sideantallet er nok til at fortælle om brødrene på Ravnehøj i et tempo der gør, at man som læser aldrig når at kede sig. Bogen her, var min bedste læseoplevelse i Marts. Den anbefales på det kraftigste til alle fantasy fans.

J.D. Sallinger // Ni Noveller

Novellesamling, 160 sider, 1965, Gyldendal.



J.D. Sallinger var med under D-Dag, da de allierede gik i land på de franske kyster i Normandiet. Hans krigsoplevelser skulle blive stof for hans senere skriverier ligesom hos Hemingway. En anekdote fortæller at de to mødtes i Paris mens krigen stadig hærgede, og at Hemingway roste Sallingers talent. Personligt har jeg aldrig fundet mig til rette i Hemingways skrift. Hans minimalistiske stil forekommer mig følelseskold og uengageret – Om de så siger mere om mig, end om ham, vil jeg lade andre vurdere.


Anyway, Sallinger blev opdaget da han sendte en af sine noveller til The New Yorker i 1947. Sammen med den daværende redaktør arbejdede han på at ændre novellen, før den blev udgivet i The New Yorker i 1948. Den hedder ”Rigtigt vejr til at fange bananfisk i” og er første historie her i novellesamlingen. Den handler om en krigsveteran der ikke er helt ordentlig i hovedet efter sine oplevelser.


Krigstemaet går igen i mange af novellerne, der er skrevet i et sprog der minder mig (meget) om Hemingways. Der er ”tomme pladser” og generel mangel på moralisering, så læseren selv må udlede hvad der er godt og skidt i de ni noveller. Jeg tror aldrig jeg bliver fan af den hemingway’ske skrivestil, og her hos Sallinger er der tilmed ret lange dialoger i et afbrudt og abrupt talesprog, der for mig ødelægger oplevelsen. Jeg har endnu tilbage og at læse Sallingers mesterværk ”Forbandet Ungdom” (The Catcher in the Rye) men efter novellerne her, er den røget et par pladser ned af læselisten.


På en eller anden måde, virker historierne omkring Hemingway og Sallinger som forfattere, lang større end de fortællinger de skriver.


Jeg endte med at markere novellesamlingen med DNF (Did not finish).

Den anbefales ikke herfra.


41 visninger
 

©2019 by Jannik Landt Fogt.