• Jannik Landt Fogt

Anbefalinger fra Januar 2020

Opdateret: feb. 29

Romaner, tegneserier og poesi. Anbefalinger fra min læsning i løbet af årets første måned.


Jon Fosse // Andvake

Kort roman, 76 sider, 2010

En fin kort historie om Asle og Alida, to fattiglemmer der prøver at begå sig i en by (Bjørgvin), hvor ingen vil give dem husly. Alida er højgravid og kan føde når som helst. Uden husly vandrer de to unge rundt i byens regnvejr og bliver mere og mere modløse. Da bogen slutter, går det op for læseren, at der i løbet af læsning, har været ret mange "tomme pladser", og nu er det om at fortolke: Er det en fin lille fortælling om en fødsel, eller ligger der en grufuld fortælling og gemmer sig under overfladen?

Jeg er så simpelt et menneske, at jeg finder de tomme pladser pissehamrende irriterende. Hvis du vil fortælle en historie, så gør det, og spar mig ikke for detaljerne. Men det virker jo det kneb. Pga. af de tomme pladser sidder bogen stadig i mig.

Jon fosse skriver stort set uden punktummer, og det ansporer til at læse den kun 76 sider lange bog i en sitting. Desuden føler man at man er inde i fattiglemmernes hoveder, hvor tanker om deres gøren og laden gentages igen og igen - som var de forvirret. Meget effektfuldt. Andvake er en stærk lille fortælling.


Margeret Atwood // Oryx and Crake

Roman, 421 sider, 2003

På en postapokalyptisk jord møder vi Snemand/Jimmy, der muligvis er jordens sidste menneskelige beboer. Han bor ved siden af en koloni af Crake’ere som det viser sig er genmanipuleret væsner. Via flashbacks får læseren historien om Jimmy og hans forhold til hans ven Crake og pigen Oryx. Alle tre har de en rolle i ødelæggelsen af jorden. Historien er fyldt med filosofiske og moralske overvejelser omkring genmanipulation og kloning.

Bogen er en del af Atwoods trilogi der også inkluderer bøgerne ”Syndflodens år” og ”MaddAddam”.

Plottet i bogen er forholdsvist simpelt, og uden de store overraskelser. Jeg var ikke imponeret over sproget – men det kan sagtens skyldes oversættelsen. Jeg forsøgte engang at læse Game of Thrones på dansk, og smed bogen af helvede til, da jeg fandt ud af at Castle Black var oversat til Sorteborg. Det er lidt den samme oplevelse jeg har med Oryx og Crake. Sci-fi og Fantasy lyder tit bedre på engelsk. Selvom bogen ikke var den helt store læseoplevelse, så har den fanget mig nok til at jeg også skal læse to’eren: Syndflodens år.


Elizabeth Macneal // Dukkeværkstedet

Roman, 371 sider, 2019

Det er simpelthen falsk markedsføring fra Lindhardt og Ringhofs side at skrive ”Historisk Psykologisk pageturner om kærlighed, kunst og besættelse” på forsiden af bogen. Og når de på bogens bagside skriver at man som læser kommer til Jack The Rippers London, så er det også en sandhed med modifikationer. Bogen er en romance sat i London i 1850. Og bevares, der er da nogle enkelte horrible scener, men jeg kan simpelthen ikke se hvorfor den skulle være psykologisk og det eneste der gør den til en pageturner, er, at jeg ikke kunne vente med at den sluttede. Det er Elizabeths Macneals debutbog, og sproget er sikkert og bogen velredigeret. Men plottet er so-and-so, jeg kedede mig ærlig talt, især tredje og sidste del af bogen var langtrukkent.


Man følger taksidermisten Silas Reed der beundrer den vanskabte pige Iris Whittle. Iris kommer i lære hos nogle engelske kunstnere (Præ raphaeliterne) der udfordrer tidens kunst. Hos dem lærer Iris at male. Kunstnerne sender deres malerier af sted til Royal Society’s udstilling i Crystal Palace der bliver bygget samme år som historien foregår. Ligeledes fortælles historien af den mest karismatiske figur i bogen: gadedrengen Albie der kun har en enkelt tand i munden, og som prøver at beskytte sin storesøster for overfaldsmænd. Albies storyline er hjertegribende – faktisk kunne jeg godt have brugt mere tid i selskab med Albie, og langt mindre i selskab med kunstnerne, hvoraf det kun er den ene (som har et forhold til Iris) jeg har en fornemmelse af. Resten af karaktererne er navne på et papir (lige med undtagelse af Iris, Louis Frost og Iris' søster Rose.)

Tidsskildringen er god, så man fornemmer det beskidte victorianske London, men bogen falder sammen i et kedeligt og forudsigeligt plot.


Knud Romer // Kort over Paradis

Roman, 528 sider, 2018


Knud Romer er bedst når han vred. Og det er han heldigvis det meste af tiden. For et par dage siden gik det ud over DSB, der fik en skideballe af forfatteren i Politiken. I Kort over Paradis er vi tilbage hvor ”Den som blinker er bange for døden” slap: På falster. Bogen er en skøn selvbiografisk roman med fiktioner ind over. Man følger Knuds flytning fra Falster til København hvor han går i hundende. Mens han kæmper med sit speciale på littereturvidenskab drikker han sig ned. Han bliver reddet af en reklamemand og får sit første job, og bliver kort efter filret ind i Lars Von Triers skabelse af filmen Idioterne. Parallelt med Knud’s historie hører vi historien om diplomat sønnen M. der blæser rundt i verden og har svært ved at finde sig selv. Om M, er en eksisterende ven til Knud, eller om han er det pureste opspind, er ved endt læsning uvist. De to narrativer beriger hinanden, og bliver sammen en melankolsk fortælling om identitet, savn, og opvækst i en verden, man ikke føler sig hjemme i. Som altid med Knud, er sproget eminent. Denne bog var januars største læseoplevelse.


Casper Erik // Seven/Eleven

Poesi, 125 sider, 2014

Caspar Erics debut fra 2014. Det er knækprosaiske kærestesorger og ungdomsforviring for fuld smadder. Det er københavns natteliv og et fuck til de polerede facader på de sociale medier. Det er et sprog i vigør, der er sprudlende levende og fuld af energi. Og det er: Godt! Læs, læs, læs!



Kieron Gillen // The Divine and The Wicked #2 Fandemonium

Tegneserie #2 ud af 9, 200 sider, 2015

I The wicked and the Divine følger man teenageren Laura og hendes interaktioner med The Pantheon, en gruppe på tolv personer, der alle er genfødte guder. De har specielle evner og bliver betragtet som superstjerner. Eneste hage er, at de genfødte guder kun lever i to år. I første bog bliver en af guderne myrdet, og i bog to, forsøger Laura at opklare mordet. Jeg synes tegningerne er lækre og panelerne overrasker med sin form. Jeg har intet at sætte på artworket, det er sku lækkert. Dele af plottet holder også ret godt, Men jeg efterlades også med en følelse af at Kieron vil for meget med sin serie. Introduktionen til guderne går for stærkt, og med Laura som eneste anden figur, så taber jeg interessen. Jeg connecter simpelthen ikke med den her tegneserie. Serier som Saga, Descender, Black Science og Eclipse har gjort mig doven: De fangede mig på side 1 – det gør The divine and the Wicked ikke. Den er en acquired taste, og jeg opgiver her, ved andet album. Sorry.


Matt Fraction // Sex Criminals #3 The Hard Way

Tegneserie #3 ud 6 og stadig ongoin, sider 160, 2016

Jeg mødte Matt Fraction på bogforum sidste år og autografen han satte i mit album var en fin lille tissemand. Så er stilen lagt. Det meste af Sex Criminals foregår under bæltestedet. Men det er ikke på den her fladpandet Uffe Holm-agtige måde. Sex Criminals tager os, uden at moralisere og belære, igennem sexualitetens historie, og poder læseren med en forståelse for seksualitetens flydende natur. Imens læseren oplyses, nyder man et skørt og sjovt plot der starter med, at Suzie og Jon møder hinanden og finder ud af, at når de har sex og opnår klimaks, fryser tiden omkring dem så de kan gå rundt i en ”orgasmisk tid” og gøre hvad de vil uden at blive opdaget. Jon bruger bl.a. tiden til at skide i sin chefs potteplante og sammen begynder de at røve banker. Sex Criminals er en voksentegneserie, med en seksualitetsoplysende mission og en nærmest infantil begejstring for kropsfunktioner. Den er skide sjov, og klart anbefalelsesværdig.

55 visninger
 

©2019 by Jannik Landt Fogt.