Tanker om FIRE og velfærdssamfundets fremtid

Efter at have læst Kommunaldirektør Christina Brochdorfs kronik i Politiken d. 27. feb. 2023, fik jeg skrivekriller i fingrene, Jeg er enig i størstedelen af Brochdorfs udsagn og det lader til, at den frisættelse af personalet som hun prædiker i Egedal Kommune, er et længe ventet skridt i den rigtige retning for offentlige arbejdspladser. Men jeg kom også til at tænke over den kunstige problemstilling som kronikken optegner: Nemlig at det er os der går og flirter med livstilsfænomener som FIRE og Quiet Quitting som undergraver fremtidens velfærdssamfund. I mine øjne er det en fortegnelse og jeg mener, at det forholder sig modsat. Velfærdssamfundet er allerede undergravet, FIRE (og de såkaldte anti-work bevægelser) kan ses som reaktioner herpå.

Skal jeg spejle mig selv i avisernes weekendtillæg der kritiserer de såkaldte ”anti-work” bevægelser, må jeg forstå mig selv som en egoistisk, doven drømmer der har trukket sig fra hamsterhjulet og dermed undergraver velfærdsstaten. I konkurrence statens maskinelle tandhjuls logik, er folk som mig en uønsket afvigelse.

I 2016 arbejdede jeg som senior konsulent i et stort dansk IT-hus. Før da har jeg været ansat i både kommunalt og regionalt regi. Samme år bliver min bedste ven dødeligt syg. I første omgang tog jeg orlov fra mit arbejde og blev ansat deltid som handicaphjælper for min ven. Jeg fulgte hans flytning ud af hjemmets trygge rammer og ind på et underbemandet plejehjem. Senere sagde jeg mit job op og sprang ud som forfatter. Her flere år efter, er jeg stadig skrivende forfatter, men jeg balancerer også en portefølje af småjobs, et stort engagement i frivilligt arbejde og et liv som hjemmegående husfar.

Jeg er på ingen måde hverken doven eller uarbejdsom, men min livsstil og karrierevalg passer ikke ind i et forældede arbejdssyn, der er fastfrosset i industrialiseringens tidsalder.

Når politikere og teknokrater i dag, konstatere at der er arbejdsmangel og derefter peger en bebrejdende finger på FIRE-entusiasterne, så har de forvekslet hønen med ægget. Det er velfærdsstatens ringe tilstand der er brænde på FIRE-bålet. Det er, når vi som borgere møder et dysfunktionelt system, at vi begynder at reflektere over mulige alternativer.

Min gæld til velfærdssamfundet

Jeg står i gæld til velfærdssamfundet. Ingen tvivl. Mens jeg ikke kan bryste mig af at være en mønsterbryder, så er jeg, sammenlignet med min slægt, trådt et trin op af klassestigen. Det skyldes ikke en individuel evne, som eksempelvis ”talent”, ”arbejdsdisciplin” eller anden liberal tankegods der lovsynger individets evner. Nej, det skyldes en progressiv uddannelsespolitik og -system der har formået at skubbe et alment begavet og måske egnet individ (mig) igennem folkeskolen, gymnasiet og senere handelshøjskolen. Som den første akademiker i min familie siden min farfar (der døede mens min far stadig var ung) stod jeg med et flot eksamensbevis tilbage i 2008.

Jeg skylder uddannelsesdelen af velfærdssamfundet en ubetinget tak for, at have ført mig frem til det liv jeg lever i dag. Jeg har også haft mine randezvous med sygehusvæsenet og fået hjælp her. Diverse brækkede arme i min barndom, 13 sting i ansigtet efter et fald fra en trappe i min ungdom og senere en brokoperation, efter jeg i en periode havde gået lidt for meget til stålet i et træningscenter – alle skavanker fikset, no questions asked og uden at jeg, eller mine nærmeste skulle have penge op af lommen. Min kone har født to børn på de danske hospitaler, igen uden nogen former for brugerbetaling.

5 formende oplevelser for mit syn på velfærds Danmark

Jeg ER taknemmelig. Kære velfærdssamfund, du har sgu haft min ryg - derfor skurer det mig også, at skrive denne artikel. Jeg forholder mig ambivalent til artiklens morale. Men den presser sig på, artiklen her. De seneste 20 år har jeg trods min begejstring over velfærdssamfundet også haft oplevelser der har rokket ved min entusiasme. Det handler ikke kun om de ydelser, jeg som ”kunde” i velfærds Danmark har benyttet mig af. Nej, det handler også om det som Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen har kaldt for Pseudoarbejde. Det meningstab der finder sted, når man sættes til meningsløst arbejde i stive bureaukratier og rigide strukturer (som Brochdorf kalder det) er udslettende for den menneskelige ånd og for selvværdet. Sagt med andre ord: jeg har oplevet skidte sider af velfærdssamfundet både som kunde og som ansat.

Her er fem nedslag.

1. Arbejdsløs akademiker

Tilbage i 2008, med mit nye eksamensbevis i hænderne, havde jeg svært ved at finde arbejde. Jeg nåede at være arbejdsløs i 7 måneder før det lykkedes mig at få sat fødderne indenfor. De syv måneder i jobcenterregi chokerede mig. Det var klart allerede fra dag ét, at det aldrig handlede om, at hjælpe mig i arbejde. Det var et kontrolregime der havde fået lov at løbe amok. Som andre akademikere dengang, blev min arbejdsløshed outsourcet fra jobcenteret til en såkaldt ”Anden Aktør”. Anden aktør var i politikersprog, en organisation der var bedre rustet til at få sådan nogle som mig i arbejde. I virkeligheden, var Anden Aktør en hastigt opbygget knopskydning på opportunistiske konsulenthuse, der oprettede jobafdelinger, ved at besætte jobkonsulentstillingerne med andre arbejdsløse, ligesom mig. Deres rådgivning var ubrugelig. Deres netværk ikke eksisterende. Det var en dead-end. Den oplevelse har jeg før skrevet om.

2. Porteføljestyring på offentlige arbejdspladser

I mit første arbejde kommer jeg ind på et kontor. Vi er en god blanding af HK’ere og akademikere og nogle af akademikerne har titel af Projektledere. På mit første porteføljemøde skal 6 akademikere præsenterer status på deres projekter. Kontorchefen skal briefes og forsikres om, at alt går efter planen. Projektlederne har en time til det. Der er 73 projekter. Enhver der har arbejdet med projekter vil vide, at dette møde er en joke. Der er bare ingen der griner. Man kan ikke på 60 minutter gennemgå status på 73 projekter. Dette møde gentager sig hver 14 dag. Min forvirring over at dette er ”normalen”, er af kafkanske dimensioner.

Senere i min karriere skifter jeg fra kommunen til regionen. Her ender jeg i et rigtigt projektkontor der anvender den rigtige Prince II terminologi for projektarbejde. Her har de porteføljerapportering og allokerer den rette tid, bemanding og opmærksomhed til projekterne. Det tror jeg på, indtil jeg selv bliver involveret i porteføljerapportereingen. Her går det op for mig, at alle kontorcheferne sidder og pynter på deres egne projekter. Vi anvender trafiklysmarkeringer: rød for projekter der er ved at ryge i hegnet, og grøn for projekter der følger planen. Efterhånden som porteføljerapporteringen går op igennem organisationens hierarki, bliver projekter som er flaget postkasserød af projektlederne, mere og mere grønne. Når rapporteringen endelige ender på direktørens bord, ser alt godt og grønt ud. Der er styr på velfærdsprojekterne, borgerne får ydelser til tiden. Der er ingen chefer der skal fyres. Lige indtil to måneder senere, når en hel suite af projekter kollapser. Direktøren er selvfølgelig uforstående, for han har jo intet fået at vide. Nu skal der rulle hoveder, og det gør der. Det er selvfølgelig ikke pyntecheferne der bliver fyret, nej det er projektlederne der sparkes ud. De projektledere der havde markeret deres projekter den helt korrekte farve, og som til stor frustration kunne se langt efter den hjælp som de burde have fået. Nu kunne de så gå ned i jobcenteret, hvor jeg lige havde været – eller vælge at blive ansat hos en Anden Aktør. Et bureuakrati der negligere projektarbejde eller tillader porteføljepyntning gør i bedste fald dets projektledere og andre ansatte til kynikere, i værste fald, bliver de ansatte syge.

3. Handicaphjælper for min terminalt syge ven

Et par år senere er jeg på min første nattevagt på plejehjemmet med min syge ven. Her får jeg at vide, at vi skal trykke på alarmen når han skal lægges i seng. Der er ingen lift til at hjælpe ham fra kørestolen og over i sengen. Derfor skal vi være to til at løfte ham. Når jeg ringer på alarmen vil en plejer støde til, og hjælpe mig med at løfte min ven over i sengen. Aftenen går, og da det bliver nat, ringer jeg på alarmen. Der går 10 minutter. Et kvarter. Efter en halv time ringer jeg igen. Endnu en halvtime går, og så kommer der pludselig en plejer løbende med sved på panden. De er gået over til nattevagt og er derfor kun to plejere på vagt på plejehjemmet. To plejere til et plejehjem på to etager. Jeg vil gætte på, at der er omkring 50 værelser, måske flere. Jeg siger at det ikke nytter noget, at der går en time fra vi ringer, til der kommer en og hjælper os. Plejeren svarer, at normeringen kun er på to natteplejere, og at de har vanvittigt travlt for at nå, at lægge alle i seng, vende de gamle og hvad der ellers hører til nattevagtstjansen. Hun fortæller også at de gentagne gange, henover det sidste halve år, har italesat problemet over for ledelsen, og at ledelsen nu endelig har taget deres opråb til efterretning. Tilbagemeldingen fra ledelsen er dog dyster. Ledelsen kan ikke mande op på plejehjemmet, men de har en anden løsning. På min næste vagt, kommer plejeren igen en time efter at jeg har ringet. Men denne gang, kommer hun ikke løbende. Hun kører på et løbehjul.

4. Mine børns skolegang

En dag henter jeg min yngste i kommunens børnehave. Da jeg træder ind i vindfanget står der tre drenge med knaldrøde kinder og leger lussingeleg. Den går ud på, at de skiftes til, med fuldt armsving, at slå hinanden i ansigtet. Den ene holder gråden tilbage, men tårerne løber ned af kinderne på ham. Da jeg siger til dem, at jeg synes det er en dårlig leg, svarer de, at de godt må. Efter noget tid finder jeg en pædagog og fortæller om oplevelsen. Han siger, at han godt kender til legen, og går lidt modvilligt ud og bryder den op. Den samme velkomst får jeg igen og igen og igen. En anden dag kommer jeg ind i vindfanget hvor der sidder en lille pige i sit overtøj og græder. Jeg spørger hvad der er i vejen, men hun vil ikke svare. Jeg forsøger at hente en voksen. Der er ingen indenfor, så jeg går ud på legepladsen og finder en pædagog. Hun siger, at hun ikke kan gå ind til pigen, for de andre er til møde, og hun er den eneste der holder øje med børnene udenfor. Jeg kigger mistroisk på hende, henter min søn. og på vejen ud mod bilen tæller jeg børnene på legepladsen. Der er måske 60. Pædagogens odds er endnu ringere end projektlederne i mit første job og nattevagten på plejehjemmet. Hun er horribly outnumbered. I hjørnet af legepladsen, godt skjult fra pædagogens blik, er to af lussingedrengene ved at stopfodre nogle af de allermindste med nogle orange bær fra hækken. Dem der ikke æder bærrene får et vap med en plastikskovl.

I min ældste drengs gamle skole, har de noget de kalder for Loftet. Det er et lokale oppe på den øverste etage, som er løst bemandet med en pædagog. Loftet er et sted, der kompenserer for, at der med inklusionsreformen ikke fulgte tilstrækkeligt med midler fra specialområdet over til de almene skoler. Loftet er altså der, hvor de børn der har det vanskeligt i en klasse, kan trække sig hen, når det hele bliver for meget. Personalet har lært at man ikke må kalde børnene for iniklusionsbørn, så i stedet kalder de dem for bombebørn, Min søn har ingen diagnose og er alment velfungerende. Alligevel ender flere skoledage med, at han og mellem 5 til 10 andre elever fra den samme klasse, sidder oppe på loftet. De kan ganske enkelt ikke holde larmen ud i klassen. Det er den samme klasse, hvor der skrives hjem om, at lærerne ikke kan holde styr på eleverne når de skal skifte lokale. Musikundervisningen aflyses - eleverne kan ikke flytte sig fra klasselokalet til musiklokalet uden at smadre alt på deres vej. En dag er der en elev, formodes det, der har lagt en lort i anden elevs gummistøvle. Efter to katastrofale forældremøder, hvor vi som forældre ikke kunne få en status på, om vores søn følger med fagligt, tager jeg en snak med en tidligere lærer på skolen. Han fortæller, at han var ansat på skolen et års tid og at der i det år han var ansat, var 15 andre lærere der sagde op. Dråben der fik bægeret til at flyde over, var afslutningen på en featureuge, hvor min søn viste en plakat han havde lavet. Jeg var en smule undervældet, og spurgte hvad de ellers havde lavet i løbet af ugen. Min søn svarede, at de som regel bare var blevet ført ned i formningslokalet hvor de så Youtube på en Ipad. Nyeste rygte fra skolen er, at der ikke er nogle tysklærer på skolen. Derfor har ledelsen skrevet ud, at de håber, at 9. klasse ikke blive udtrukket til tyskeksamen. Man får helt lyst til at skrive til den øverste leder for kommunens skoledrift – men personen er langtidssygemeldt.

5. Mormor og morfars manglende pleje

I dag er det et år siden min mor henvendte sig første gang til kommunen med henblik på at få en plejehjemsplads til min mormor og morfar. Min mormor er galoperende dement og kan ikke huske fra næse til mund. Min morfar har aggressiv prostatakræft og pisser ud igennem et kateter i maven. Han har arbejdet 50 år som gulvlægger og hans ene knæ er stået helt af, så han går som en sørøver. Min morfar er værge for min mormor. Han er dødeligt syg og burde tage sig af sig selv, men det er ham der driver husholdningen. Imens render min mormor rundt og gemmer hans pung, sætter stole for hoveddøren så hjemmehjælperne og sygeplejerskerne ikke kan komme ind og skifte min morfars forbindinger. Hun slukker også for min morfars faldalarm. Min mor der selv er pensioneret fungerer som buffer. Hun tilbringer omkring 4 timer om dagen på at hjælpe min mormor og morfar. De er, mens jeg skriver denne artikel, stadig på venteliste til en plejehjemsplads. Gad vide hvornår man er syg nok, til at få en plads i velfærdsdanmarks hellige haller?

FIRE, Great Resignation, Quiet Quitting, Tang Ping osv. er ikke drevet af et ønske om ikke at arbejde - bag bevægelserne, ligger en drøm om, at leve et meningsfuld liv.

Når flere og flere kinesere begår Tang Ping og trækker sig fra karriereræset, når amerikanerne resignerer i store flokke, når folk Quit-tokker på TikTok og når flere og flere danskere lader sig tiltrække af FIRE, så er det nok på tide, at vi må erkende fænomenets globale tilstedeværelse. Det er omsonst at tale om ”at danskerne ikke vil arbejde” og begrænse sin analyse til et nationalt plan. Over hele verden kaldes de nævnte bevægelser ofte for Anti-work, men de der positionerer disse nye livsstile i modsætning til arbejdet, har slet ikke forstået essensen af bevægelserne.

Det handler ikke om anti-arbejde – det handler om det meningsfulde liv.

Når alle vi doven didrikker der flirter med FIRE, skrider fra de offentlige arbejdspladser, så er det fordi vi ikke gider at finde os i pseudoarbejde. Vi vil hellere have, en lavere og mere usikker indkomst, end at skulle bruge en dag mere i arbejdsmiljøer der gør os syge. Der er grænser for, hvor meget porteføljepynteri og løbehjulsudleveringer vi vil finde os i.

Når flere og flere går med FIRE-tanker, så er det nok også fordi, at nogle mener, at den sociale kontrakt mellem velfærdssamfundet og arbejdstagerne er brudt. Flere og flere mærker velfærden knage. Det bliver svære og svære for velfærdssamfundet at påstå, at det passer på vores børn og på vores ældre, mens vi slider os trætte på arbejdet. Når vi i vores møder med velfærden, igen og igen oplever, at skolerne sejler og børnehaverne og plejehjemmene er kronisk underbemandet, så stiller man sig selv et spørgsmål: Hvis ikke velfærdssamfundet kan levere den velfærd vi som borgere forventer, hvem skal så? Det skal vi selvfølgelig selv.

Det ingen tør sige.

Vi har en ældrebyrde. Vi må helst ikke betegne et af velfærdssamfundets største udfordringer med det ord: Ældrebyrden. Men come on, det er common knowledge, at vores ældre lever længere, og at den danske demografipyramide er skæv; der er langt flere af de ældre generationer, end der er unge arbejdsdygtige til at forsørge dem. Vi har generel arbejdsmangel i Danmark. Faktisk i størstedelen af Europa. For at forstærke denne problemstilling har vi i Danmark haft nationalkonservative kræfter til at definerer vores immigrationspolitik de sidste 20 år. Vi har lukket grænserne, og ikke sørget for tilstrækkelig indvandring, så de velfærdsvisioner som dansk politik bugnede af fra 30’erne og frem til 60’erne, i dag viser sig som en udsultet luftspejling; der er hverken arbejdere eller penge nok til at opretholde standarden for velfærden. Vi befinder os i et ræs mod bunden, men pynter den nedadgående spiraliske bevægelse med newspeak og kalder det servicestandarder, forventningsafstemning og borgeren i centrum. Imens skubber politikerne rundt med småpenge fra det ene område til det andet. Som regel tager de fra stemmeløse områder (unge), og hælder over i andre områder, hvor der kan høstes goodwill og stemmer (ældre).

Den nuværende regering er i fuld gang med at grave problemet større. De holder fast i den nationalkonservative indvandringspolitik, for paradoksalt nok, er det den samme ældrebyrde, der ikke er nok varme hænder til at pleje, som stemmer på lukkede grænser og værger sig ved, at pumpe nyt blod ind i den danske befolkning. Dansk politiks store udfordring er, at for at redde velfærden må man fører en politik, som de der nyder velfærden er uenige i. Og så er vi tilbage ved starten: Problemet med at velfærden smuldrer, er ikke pludseligt opstået fordi en række privilegerede overklasse akademikere trækker sig fra arbejdsmarkedet. Den er opstået fordi vi har ladet hånt om velfærdsmodellen de sidste 20 år.

I stedet for at anerkende forsømmelsen, forsøger den nuværende regering at skære i de såkaldte kolde hænder. Det gør de, ved at forringe SU’en, forkorte dagpengeperioden for nyuddannede, skære i antallet af videregående uddannelser og gøre selv samme uddannelser kortere (og ringere). Deres håb er, at de kan tvinge flere unge over i alle velfærdsuddannelserne.

Det kommer ikke til at virke. Den mobilitet af arbejdsstyrken man opnår ved at forringe de videregående uddannelser og sluse unge over mod velfærdsfagene svarer til at sætte et plaster på et åbent benbrud. Uanset hvor mange unge der flyttes fra de videregående uddannelser og over til velfærdsfagene er der ikke nok til at dække ældrebyrden. Og politiken med at påvirke uddannelsessøgningen fra elfenbenstårne til kerneopgaver, er politik af samme skuffe som akademikerbashing og den kunstigt optrukne propagandaadskillelse mellem by og land. Det er politiske røgslør (i form af taktisk blame shifting), der lægges ud, så vi som befolkning peger fingre ad hinanden, og glemmer det ubehagelige faktum: at velfærdssamfundet er langt mere presset, end vi er villige til at indrømme. Vi står over for et afgørende spørgsmål, som ingen politikere vil bevæge sig ind i: Har Danmark overhovedet råd og mandskab til, at bibeholde sine velfærdsydelser som universelle?

Fraværet af denne diskussion fastholder Danmark i et dødvande. Vi har teknokrater og politikere, der stadig tror at vi lever under industrialiseringen og omtaler borgerne som humane ressourcer. Tiden er ikke til revolutioner eller svundne tiders omkalfatrende reformer, vi lever i andre tider, må vi forstå! I nødvendighedens politik-tider. I krigstider og i pandemitider, her er ikke tid til at forme historiens vingesus og til at tænke store tanker, nej: Det haster, alle mand på dæk! Work, Work! Vi drives af politikere, hvis eneste løsning på problemerne er at skrue på merarbejdsknappen. Samlebåndet skal køre hurtigere! De kunne ligeså godt svinge med en pisk. Imens drømmer alle os FIRE-entusiaster om et liv som hele mennesker.

Velfærdssamfundet var på mange måder den reform der muliggjorde industrialiseringen. Børnene ind i vuggestuerne og de gamle ind på plejehjemmene hjalp kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Vi er nogle der i dag har indset, at selvom industrialiseringen har medført uhørt høj økonomisk vækst og lette liv, så har den også medført forurening, miljøsvineri, overforbrug og et til tider fremmedgjort og inautentisk liv, hvor størstedelen af vores dage bruges på arbejdspladsen og ikke sammen med dem vi elsker allermest: vores børn og vores gamle. FIRE bevægelsen er i høj grad et decentraliseret opgør med industrialiseringen. Men industrialiseringens bedste ven er velfærdssamfundet. Derfor bliver FIRE selvfølgelig også, om ikke et opgør med, så en udfordring af velfærdsmodellen. Når vi ikke længere vil leve i industrisamfundet, så må og skal velfærden selvfølgelig gentænkes.

FIRE er en utopi, som hver enkelt forsøger at realisere på egne præmisser. Nogle sænker deres forbrug og går i Tiny Living-mode, andre begynder at investere. Nogle flytter sammen med deres ældre familiemedlemmer på nedlagte landbrug og nogle hjemmeskoler deres børn. Rundt omkring i de såkaldte ”dovne” FIRE-familier, tages opgaver der tidligere var outsourcet til velfærdsstaten tilbage i familiens skød.

At man stadig i 2023 kalder FIRE-entusiasterne dovne, hænger selvfølgelig sammen med, at de opgaver som FIRE-folkene tager retur fra velfærdsstaten, er de gamle kvindefag fra præ-industrialiseringens æra - fag som enhver patriarkalsk kapitalist aldrig har tillagt en værdi: nemlig omsorgsfagene.

Vi er ikke imod velfærdsstaten, alle os der leger med ilden – vi har bare erkendt velfærdsstatens nuværende begrænsninger. Nogle af os har oplevet hvor tyndt velfærdspålæget er smurt ud, andre har oplevet bureaukratiets meningsløse pseudoarbejde og nu forsøger vi at kalibrere vores forventninger og vores liv. Man kan kalde det, for en form for autonom forventningsafstemning der endnu ikke er samlet i et politisk credo.

FIRE er en utopi. En utopi der er baseret på de drømme som mennesket gav afkald på, da vi stemplede ind i industrisamfundets 8-4 arbejdsliv og byttede en usikker hverdag med konsumsamfundets konforme TV-liv.

Når vi skrider fra hamsterhjulet, så bliver vores liv mere usikre, ja. Men med usikkerheden kommer paradoksalt nok også fleksibiliteten.

Ude på landet kan vi ånde, kigge mod himlen og træde tilbage ind i fællesskabet – det fællesskab som vi ofrede på industrialiseringens alter.

Fri mig fra fabrikkens samlebånd, fra arbejdets repetitive gentagelser og for karrierens kassetænkende specialisering.

Specialisering er for insekter – Jeg er et (helt) menneske!

PS. Og mens vi strides om, hvem der er skyld i velfærdssamfundets nedadgående kurve, glemmer vi at tale om det der er allervigtigst og selve fundamentet for vores liv: Miljøet. ________ Artiklen er skrevet af Jannik Landt Fogt, Forfatter, Cand.Merc (fil.) og FIRE-entusiast.