Coronarestriktionerne har steriliseret en hel generation. Spærret inde bag masker, forment adgang til kultur- og nattelivet og med frygten for at smitte som den store formaner af fysiske berøringer, står vi med det værst tænkelige at bygge en fremtid på: en ungdom der har mistet sin vildskab.
De unge forsigtige og følsomme.
Pæne og ordentlige.
Høflige og woke.
De drikker ikke, og ryger ikke og stoffer er yt.
De bander ikke, slås ikke og spiser ikke kød.
De er ensomme, angste og bekymrede.
For første gang siden punken, tilhører fremtiden ikke de unge. For vi har bundet dem med gæld og lån og overladt dem en stinkende klimapakke, som ingen tør åbne.
Samtidig lader vi en generation af boomere sejle os ud over verdens ende.
Folkeskolen har de smadret for længst. Det viste sig at inklusion var newspeak for sparreøvelse og nu, mens jeg skriver dette, i regionaliseringens golde ideal, vedtager de politikker der lukker de unges videregående uddannelser.
Det er bedst hvis de unge ikke tænker selv, det er bedre hvis bare de arbejder. De unge skal gænges ned i maskinrummene med deres varme hænder, ikke op i elfenbenstårnene med flyvske ideer.
For samfundets byrde er tung. Den er bygget op over generationer af folk med deres på det tørre, så snart skal der virkelig arbejdes.
Boomerne har også lukkede grænserne så vi ikke kan få nok arbejdskraft til landet for at servicere den voksende ældrebyrde. Bag pigtråden dør flygtninge i bådevis eller beskydes med vandkanoner i 5 graders varme. EU-projektet er først for nyligt, sådan helt tårevædede tydeligt, begyndt at vise, at menneskerettighederne og alle de andre humanistiske ideer vi har bygget de vestlige samfund på, også har sine grænser. De løber sådan cirka langs med ligusterhækkene, bag hvilke magthaverne gemmer sig væk, i deres pensioner af mursten, som de unge drømmer om engang at få råd til. Men ungdommens drømme er strå i vinden. De kan få lov, at bo i lerhytter når syndfloden kommer.
Stå der og kippe med deres regnbueflag, holde i hænder og råbe under vand.
Min egen generation er X’ere og står tilbage som sønderskudte broer mellem øerne af i går og i morgen. På den ene side af bredden, er vores forældre ved at rane arvesølvet, på den anden sidder vores yngre søskende og børn med svovlstikker i hænderne. Vi er splittet i min generation. Vi formår lige præcis at sætte vores kryds til valgene og købe os retten til 4 mere apatiske, uengagerede, pulsforladte år i trædemøllen.
Hvad skal dog frelse os, hvis ikke et ungdomsoprør?
...
Ovenstående er en tekst fra et endnu unavngivet bogprojekt som jeg skriver på sådan lidt on and off. Teksten er skrevet med kraftig inspiration fra Amalie Langballes bog "Forsøg Udi Håb - Hvad præster ved om Kaos." Det er en af de bedste bøger jeg har læst i år, og jeg vil anbefale, at man stifter bekendtskab med dens fine skrøbelighed og spinkle håb, uanset om man er boomer, x'er eller millennial.
/Jannik
Comments