• Jannik Landt Fogt

Anbefaling: Døgnkioskmennesket


Sayaka Murata’s ”Døgnkioskmennesket” har været på alles læber siden den blev oversat til Dansk. Hvis ikke du har bemærket den lille gule bog, så har du ikke fulgt med i bogmarkedet.


Og der er en grund til at den får så meget opmærksomhed. Den er bare pisse god. Historien er sat i nutidens Japan, og hovedpersonen hedder Kaiko. Hun er 36 år, singel og har siden hun blev færdig på universitetet arbejdet som løsarbejder i en døgnkiosk.


“Bestyreren valgte tit ordet ”bruge”, og jeg kom til at tænke på, om jeg kunne bruges eller ej. Måske arbejdede jeg, fordi jeg gerne ville være et redskab, man kunne bruge”


Hun er en finurlig type, der på den mest robotagtige og logiske facon håndterer de begivenheder hun udsættes for. Det er selvsagt ikke altid de mest hensynsfulde måder, som da hun i skolen slår to drenge med en spade, for at få dem til at holde op med at slås, eller når hun indleder et forhold med en pedantisk mand, for at få hendes søster til at holde kæft med at snakke om kærester.

Kaiko er selvudslettende for fuld udblæsning. Hun italesætter sig selv som en del af døgnkiosken, fordi der her er procedurer som hun kan finde ud af at følge, og hun kan ikke, og vil ikke fungere i verdenen udenfor kiosken.


Bogen kan læses som en kommentar specifikt rettet mod det Japanske samfund, men den rummer også en mere generel kritik: nemlig af det meningsløse arbejde, eller ”McJobbet”, som det hedder. Jeg tror det er derfor at den er blevet populær udenfor Japan. Vi kan alle sammen, nogen mere end andre, se meningstabet i vores arbejde, og må derfor kæmpe med balancen mellem den behagelige løn og det meningsfulde liv. Det der er så sært i Kaikos tilfælde er, at hun ikke har nogen ambitioner om at komme videre.


”Jeg vidste bare, at døgnkiosken havde den perfekte manual til, hvordan jeg skulle opføre mig som døgnkioskmedarbejder, og at jeg ikke kunne finde ud af at være et almindeligt menneske uden sådan en manual.”


Som Lester Burnham (Kevin Spacey) i filmen American Beauty, har hun taget ”the job with the least amount of responsibility” og trives I det.


I American beauty, er der en tone af opgivenhed. Det er spild af gode kræfter, at en mand som Lester Burnham arbejder på McDonalds. Han burde bruge sine evner et andet sted, hvor han kunne gøre mere gavn. Han burde gå et andet sted hen.


Men i Døgnkioskmennesket, formår Sayaka Murata at vende det hele på hovedet. Hun tager fortællingen helt derhen, hvor det går op for læseren, at det meningsløse liv, som Kaiko lever i døgnkioskens rytme, blot er en spejling af det omkringliggende samfund, hvor vi også lever vores liv efter manualer, om end disse ikke er nedskrevet. Der er ikke noget andet sted at gå hen. Sayaka holder et spejl op: Vi er alle døgnkioskmennesker.


Sproget i romanen er næsten ulideligt nøgternt og passionsløst, og virker forstærkende på bogens tema.


Det er en lille roman på 150 sider hvor tema og sprog går op i en højere enhed.


Den får mine varmeste anbefalinger.

 

©2019 by Jannik Landt Fogt.