Kære Forlags- og Bogbranche,
I har brug for en murbrækker; en profet, en antikrist, der kan ryste det bur, som I har spærret jer selv inde i. Den profet er mig, og at min tone er skinger, det beklager jeg. Men I har snakket, og ævlet og kævlet længe nok. Nu er det tid til handling, og til at nogen skærer igennem jeres vrangbillede af virkeligheden. Det er mig der fører kniven, og den er slebet med provokationer. Med den har jeg tænkt mig, at sætte tingene på spidsen.
Lad mig starte med en anekdote.
I 2008 kommer jeg frisk ud fra studierne på CBS. I min kandidatopgave havde jeg bl.a. beskrevet hvordan online handel og digitale platforme allerede dengang var ved at omforme gængse brancher. Det var før ordet disruption var blevet allemands eje. Et par af pointerne fra kandidaten havde jeg omformuleret til en ansøgning og den ansøgning fik mig til samtale på et job, i et større dansk mediehus - i deres innovationsafdeling.
Under samtalen forklarede jeg pointerne, ridsede tendenserne op og pegede mod nogle nye forretningsmodeller. Et af mine forslag var bl.a. et øget direkte samarbejde - en form for kollaboration - med læsere, skribenter og forfattere in spe. Samtalen sluttede brat med ordene:
"Det er godt Jannik, men du må jo nok kunne se, at vi skal kunne kravle før vi kan gå!"
"CHRIST!"
Der er nu gået 11 år. 11 freaking år! Og mediehuset er stadig en digital krøbling. Deres største bedrift består i, at de har digitaliseret deres magasiner. Det er en pragtpræstation, at kunne sidde på sine hænder i 11 år og lade den digitale revolution passere forbi, for lukkede øjne. Klapsalver herfra.
Det var anekdoten. Lad os tage et par udsagn fra samtiden:
Katherine Diez har i denne måned skabt røre i andedammen med udsagnet om, at hun ikke kan finde mænd på egen alder, som er belæste.
Kathrine Lilleør har efterfølgende kommenteret Diez udsagn, med en note om, at det generelt er dannelsen, ikke kun læsningen, som vi danskere har vendt ryggen.
Og Amalie Lyhne har skrevet en leder hvor hun anklager det borgerlige danmark, for at have vendt højskolerne og i det hele taget kulturinstitutionerne (og -kampen) ryggen.
DR har skrevet et indslag hvor de med henvisning til Danmarks Statistik beretter at udlån af bøger på bibliotekerne, er faldet med 25% siden 2009.
En ny undersøgelse har vist, at danske skolebørn er blandt de børn i verden der holder mindst af at læse. Og DR har med særudtræk fra Danmarks Statistik vist, at kun 8% af unge i alderen 16-19 læser hver dag - det er markant mindre end resten af den danske befolkning, hvoraf 20% læser dagligt.
Kan I begynde at se, at der er noget galt?
Det kan jeg. Nogen vil sikkert afskrive min kritik, og bebrejde mig, at jeg ser spøgelser - lad dem om det. Noget tyder på, at den almene dannelse har trange vilkår i konkurrencestats Danmark. At dannelsen er gået fløjten i reformerne af skolen og af universiteterne, og at vi på et eller andet tidspunkt, af en eller anden grund, har fået skyllet læselysten ud med badevandet.
Men hvad er årsagerne? Hvis vi for et øjeblik skal lege the blame game, hvor peger vi så fingrene hen?
Peger vi på politikerne der har omgjort uddannelsesinstitutionerne så de hurtigere og hurtigere skider præfabrika ud som pølsefabrikker. One size fits all. No time for reflection eller til at mærke sig selv?-
Peger vi på en udefinerbar tendens i tiden, hvor skærme på magisk vis fastholder vores opmærksomhed i computerspillenes sandboxe eller streamingtjenesternes uendelige rækker af binge-værdigt indhold? Bent Meier Sørensen har en kommentar til dette - kommentaren hedder Skærmens Magi.
Peger vi på borgerne selv? Der, af den ene eller anden grund, er blevet for dovne til bøgernes fordybelse?
Diagnosen "vi læser for lidt" synes jeg er rimelig nem at stille. Men jeg er ikke helt skarp på årsagen. Men tillad mig at fægte lidt med min egen bebrejdende finger og pege den imod en bogbranche der bedriver virskomhed som en Netto. Massekonsumption og volumen er nøgleordene, og profit er mantra!
Rosinante er netop "fusioneret" med Gyldendal. Carsten Jensen skærer igennem management-lingo'ets bullshit og kalder den som han ser den: Rosinante bliver lukket, og det betyder mere af det samme.
De Danske forlag (dem er der i realiteten kun to af i Danmark, da alle de små, ville kunne købes med et snuptag der kræver mindre anstrengelse end Thanos' fingerknips) og bogbranchen har sovet i timen.
Den måske største innovation på det danske bogmarkedet, Lydbogs-streamingtjenesten Mofibo kom ikke fra forlagene selv. Den blev bygget fra grunden af opkomlinge der kunne se et behov i markedet, som forlagene ikke selv kunne se. Mofibo blev senere sammenlagt med Storytel og købt af et forlag. Fra Sverige.
Onlineboghandlen SAXO blev i 1999 stiftet af Gyldendal, men solgt videre allerede året efter. Siden da, har der været skiftende ejere, der har gjort boghandlen til det, den er i dag. Og I år købte JP/politikkens hus så forretningen.
Imens internettets digitale teknologier har åbnet op for streamingtjenesterne, kæmper de store gamle forlag stadig med at få vendt skuden. Musik-, TV- og filmbranchen smadrer ud ad digitalteknologiernes motorveje og har efterladt deres litterære lillebror på peronnen hvor han står og flagrer med forældede snail-mail-baseret bogklubber, der sælger borgerne bøger, som de ikke vil have.
Prisen på bogens konkurrerende underholdning galoperer mod nul, og bøger er i Danmark stadig noget der koster en formue at købe. Og det er altså ikke forfatterne der tjener pengene. Det har jeg skrevet om her.
Som kunde må man jo spørge sig selv: Skal jeg købe en ny bog til 400 kr. eller 4½ måneds ubegrænset streaming af tv-serier og film? Det er et spørgsmål der er så uendeligt let at svare på, hvis kun det er økonomien man tager in mente.
At læselysten er så ringe i Danmark, kan det have noget at gøre med, at bogbranchen simpelthen er faldet af hesten?
Her kommer en ny anekdote. Forleden dag, var jeg i en tilfældig Bog og Ide. Jeg spurgte om jeg kunne købe Døgnkioskmennesket. Bogen af den lille Japanske forfatterinde Sayaka Murata som er på ALLES læber. Jeg har ikke kunne tænde fjernsynet, eller radioen eller åbne en avis i den sidste måned uden at den bog fik taletid.
Ekspedienten i butikken var nødt til at slå bogen op først. Han kendte den ikke. Og ved i hvad svaret var? Svaret var "Nej - men vi kan bestille den hjem til dig."
"WOW! Hvilken service! Det var da super heldigt, for det der internet, det kan jeg slet ikke selv finde ud af at bruge. Vil I virkelig bestille den hjem til mig?"
Det sagde jeg ikke. Jeg spurgte: "Nårh - men det er måske fordi den er udsolgt?"
Hvortil svaret var: "Nej, vi har aldrig haft den her i butikken - Det er smal litteratur."
Really? Smal litteratur? En bog som HELE FUCKING VERDEN HAR TRAVLT MED AT LÆSE - DET KALDER DU FOR SMAL LITTERATUR!
Kunne det være.... Jeg spørger bare... Kunne det være, at hele bogbranchen er ramt af pølsefabriksyge og har travlt med at skide one-size-fits-all-krimier ud? Og at hele denne masseproduktionstankegang gennemsyrer alle branchens led i værdikæden?
"Men krimier er det eneste der sælger!" råber forlagene i munden på hinanden.
Prøv at hør her - sådan fungerer markedskræfterne ikke. Markedskræfterne er et hønen-og-ægget-paradoks, fat det nu! Behov er ikke bare noget der opstår ud af den tomme luft. Hvis man kun skider krimier ud, så forstærker man efterspørgslen på krimier. Og hvis man aldrig går i dialog med sine købere og spørger dem, hvad de vil have, eller selv foreslår dem ting fra de høje hylder off the beaten track, så taber man dem. Så får man en indavlet kultur der efterspørger det samme indhold i nye omslag. Behov er ikke noget borgerne bare har, som eksisterende huller, som forlagene så bare propper passende bøger ned i. Behov kan udvides, de kan skabes og de kan stimuleres.
Da jeg står nede i boghandlen, der hænger mine penge allerede ud af lommerne. Jeg er parat til at købe - Hvorfor får jeg så bare et nej? - og ikke en anbefaling?
Forlagene og bogbranchen har magten til at lære os, at læse noget andet, udvide vores horisonter - det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Det jeg er i tvivl om, er om de har viljen - og modet...
...og evnerne.
Den danske bogbranche er lullet ind i en industriel og ultrakapitalistisk tankegang hvor en bog anskues som et produkt. Et produkt der er omkostningsfuldt at bringe til marked. Derfor tager de kun de sikre sælgere. Og ikke engang det kan de finde ud af.
NEJ! En bog er en verden! Den har en sjæl og den sjæl kan gå i svingninger med læserens! Læserne er forskellige! Det bør bøgerne også være!
Som læser hungrer jeg efter sociale fælleskaber (online såvel som irl) hvor litteraturen gives vinger. Hvor min smag udfordres og hvor jeg som person vokser og bliver mere dannet. Jeg hungrer efter nye boglige events, og ikke bare det samme bogforum der kører på repeat år efter år. Hvor er de store forlag henne når det kommer til at stimulere den undergrund, der både er jeres arbejdskraft og jeres betalende kunder?
Jeg er medlem af Newpub fælleskabet på Facebook, som Karsten Pers har taget initiativ til at starte. Netværket, eller gruppen som det hedder, nærmer sig 3000 medlemmer. De to førnævnte forlag, vil sikkert kalde gruppen, for "gruppen af alle landsbytosse-forfatterne der ikke kan blive udgivet på rigtige forlag." Og bevares, dem er der da nogle af i gruppen, men der er altså også en anden del. Det er alle de profesionelle (layouttere, redaktører, forfattere,) der bare er pisse trætte af de arbejdsforhold der eksisterer i branchen. Og der er en del af os, der som læsere er dødtrætte af forlagenes definitioner på litteratur.
Lad mig komme med en forudsigelse. Hvis ikke den danske bogbranche ser at få rettet ind, og kommer på fode med den Danske befolkning igen, så bliver de Danske borgere endnu større analfabeter end vi er nu. Og når Amazon melder sin ankomst, så vil der ske et efterfølgende kollaps af de danske boginstitutioner.
Hvis du sidder på et forlag, og læser dette, så synes jeg du skulle tage at læse nedenstående bog. Den har nogle sandheder, som sikkert ikke er gået op for dig og dine medsammensvorne.
Jeg læste den tilbage på studierne, så du burde kende den, men det gør du formodentligt ikke. Og det er i virkeligheden, det mest symptomatiske - og sørgelige.
Bogen hedder "The long Tail" og forklarer hvordan digital teknologi anvendes til at disrupte markeder, som vi førhen troede var fysiske. Den beskriver også, at den digitale teknologi medfører en større efterspørgsel på hvad der tidligere blev beskerevet som niche produkter - det er det, der kaldes for den lange hale. Du kan også få nogle af pointerne på dansk. Dem har Rikke Uhre Andersen skrevet en serie af artikler om på sin hjemmeside.
Bogen måtte jeg i sin tid bestille hjem fra USA, for der var ingen boghandlere herhjemme der lå inde med den.
Men de ville gerne bestille den for mig.
Ved I hvad?
Don't bother.
Jeg tapper hellere ind i den kollektive bevidsthed online og tager imod anbefalinger fra ligesindede amatører som mig selv, benytter mig af algoritmer baseret på tusindvis af andre læsere og vælger den litteratur jeg ønsker at læse - udgivet eller uudgivet, bred eller smal. Jeg sprøjter min poesi ud på de sociale medier, og undgår sprogpolitiet, for selvom jeg staver som en brækket arm, og kaster om mig med kommaer, så accepterer mine læsere småfejlene. For de læser ikke mine rablerier for grammatikkens skyld, men for underholdningens. Jeg allierer mig med alle de professionelle freelancere som forlagene har underbetalt i årevis, og så selvudgiver jeg og trykker min bøger selv, for det koster mig peanuts.
Og næste gang jeg overvejer at gå i en boghandel, så går jeg på biblioteket istedet. Bibliotikarerne ved hvad de taler om, de bestiller nemlig også hjem - og det er gratis.
Eller jeg går i et antikvariat. For der kan jeg stadig finde sjæl og ånd - og ikke kun bogindustriens tomme skaller.
Dét, min kære Danske bogbranche, er den nye virkelighed. Og det er jeres egen skyld, hvis ikke I formår at tilpasse jer.
Behov finder nye veje, og kultur består - men institutionerne i deres ekkokamrer forgår.
Tiden er inde - Lad forlagene falde.
____________ _______________
Jeg hedder Jannik Landt Fogt, og prøver at bryde igennem som forfatter.
Jeg skriver hele tiden; poesi, short stories, noveller, romaner (som jeg aldrig får afsluttet) og nogle gange om arbejdet med at bryde igennem i bog- og forlagsbranchen.
Du kan læse flere af mine artikler her på bloggen eller på Linkedin.
Eller du kan følge mig på min facebookside eller på Instagram...
Du er også velkommen til at sende mig en connect på Linkedin - Jeg er altid på jagt efter at udvide mit netværk med ligesindede.
Og vil du læse nogle af mine tekster med det samme, så klik ind på min hjemmeside og læs:
Sommeren 89, et pastelfarvet coming-of-age rulleskøjtetrip igennem en sommerferie i 80'erne.
Miami by day, en poetisk rejsebeskrivelse af min tur fra Atlanta til Miami, med min terminalt syge ven. Om venskab, døden og håbet.
Antikvaren i Singapore, en short story om et møde med en finurlig antikvar i Singapore, som ikke skelner stort mellem genrer og mennesker.
Comments