Det er ingen hemmelighed at coveret til "Elektrisk blå som et 80'er digt" låner sin æstetik fra 80'erne. Men hvorfor nu det?
Lige siden Netflix blæste os tilbage i sofaneserne med Stranger Things Tv-serien, har en neonfarvet 80-nostalgisk bølge fået grebet fat om kulturen. Hvis du ikke allerede har set serien om de fire nørdede drenge og den mystiske pige Eleven, så er det bare om at komme igang.
Stranger Things er en coming-of-age historie, af samme slags som de mange lignende der blev lavet i 80'erne: Dirty Dancing, The Breakfast Club, Stand By Me, Ferris Bueller's Day Off, Fame, The Lost Boys, Pretty in Pink, Goonies, bare for at nævne et par stykker, og så er der lagt et hæsblæsende scifi/horror plot nedover serien, der kører på sin tredje sæson - og har fået grønt lys til den fjerde. Jeg har set de første tre sæsoner og den holder bare hele vejen igennem.
Men Stranger Things er blot ét fænomen blandt mange der låner sin æstetik fra de svundne 80'ere. Da jeg var barn i 80’erne var superhelte noget som kun de største nørder læste. I dag har Marvel Cinematic Universe gjort superhelte til allemandseje. Tre af Avengers filmene ligger på top-10 af de film der har tjent flest penge ind worldwide nogensinde, og under de 10 mest indbringende film ligger andre Marvelfilm strøet ud. De nørdede superhelte med underbukserne uden på tøjet er blevet big business og ganske almindelig mainstream.
Et pudsigt sammentræf er, at både superheltefilm og Coming-of-age-film har et fællestræk: De fortæller begge det man kalder for en origin-story. Begge genrer handler om hvordan en karakter er blevet til den han er blevet. Det gøres ofte via et nostalgisk tilbageblik - flashback - til en anden svunden tid. På en måde benytter filmene sig af et greb, der dyrker samme "længsel" som tilskueren. Jeg kan lige påpege at den nye Wonder Woman-film fra DC er sat i - jep, 80erne - mere præcist i 1984.
Men tilbage til Stranger Things. Noget af det Stranger Things gør bedst er lydsiden. Serien er mættet med drømmende, mystiske og ikke mindst uhyggelige synths der vækker en næsten kropslig nostalgi hos os der er børn af 80'erne. Da Stranger Things kom ud, var der en efterfølgende boom i musikgenren Synthwave.
Som nørd i 80'erne lyttede jeg til Syntesizer Greatest Hits, og de vibrerende riffs kunne dengang spottes i den mere populære musik: Ligefra Spandau Ballet og Duran Duran til Heaven 17 og Depeche Mode. Idag har 80'er musikken fået nye navne: Man kalder det Synthwave, Retrowave eller Futuresynth og den er beslægtet med den franske house vi kender fra Cassius, Daft Punk og Justice, men bestemt også med 80'ernes populærkultur, det være sig musikken, eller soundtracks til nogle af de mange Science Fiction film der blev lavet dengang. Relationen lægges der ikke rigtig skjul på i Timecop 1983 nummeret "My Delorean." Der er synth-lyd, 80'er-balade-vokal og referencer til filmen Tilbage til Fremtiden - hvor Marty Mcfly og Doc jo netop kører i en bil af mærket Delorean.
"Time is just a highway, and i'm just taking a detour"
80'erne er på mange måder tilbage, og det er nok ikke helt en tilfældighed, at Ball har relanceret sit ikoniske tøjbrand netop her i 2020.
Så nu når 80'erne er tilbage i Tv-serierne, i tøjet, i filmene og musikken, så hvorfor ikke også i litteraturen? I 80'erne havde Nå-genrationen, ført an af nattens digter Michael Strunge, travlt med at gøre op mod den herskende "brugs-litteratur" og det borgerlige og kedelige liv i velfærdstaten og forbrugssamfundet. Har vi ikke brug for sådan et oprør igen?
Er det ikke på tide at få neonen og pastellerne tilbage?
Både oprøret og farverne er tilbage i Elektrisk Blå, derfor at omslaget badet i 80'er æstetik.
- læs bogen før din nabo!
Link til uddrag fra bogen her: Elektrisk blå som et 80'er digt
Comments